Indehaver af den svedigste titel

Jeg har i lige nøjagtig 7 måneder og 10 dage været indehaver af den sejeste, bedste og svedigste titel. Kan i gætte det? Det var ikke så svært, vel? Det er nemlig titlen MOR. Det er jo en kliché, men hold nu op hvor går tiden hurtigt. Man går fra, at have en lille slatten grøntsag liggende på brystet, til en baby der bare er alle vegne. Alma hun er oppe at kravle, og har cirka gjort det i en måned nu. Hold nu kæft hvor jeg overvejer, at pakke hele hytten ind i bobbleplast. Mine dårlige nerver rækker ikke til flere blå mærker. Men igen, er det ikke også sådan de lærer bedst? Selvfølgelig skal de ikke leve livet på kanten, men ud fra mit perspektiv, synes jeg det er super fint de små selv lærer konsekvensen af det de gør. Men så er det jo godt, at de har en mama og papa, som altid står klar med en støttende skulder til de små tårer. Det er vel egentlig også noget af det vi siger STORT JA til, når vi vælger at blive forældre? Altid at være der for vores børn, om det er en lille eller stor ting der skal bearbejdes.

Det med at skulle være der for sine børn, synes jeg først giver rigtig mening efter de er kommet til verdenen. Det her er kun en forestilling, men jeg forestiller mig hvor meget man går og tænker over, hvor stor en omsorg man kan give det her barn under hele graviditeten. Hvor meget man glæder sig, til at kysse og kramme det her lille menneske, og det vigtigste af alt, hvor meget kærlighed man kan give til det. Jeg kan kun tale af min egen erfaring, og jo vist, jeg følte da en KÆMPE kærlighed til min datter allerede det første døgn hun var kommet til verdenen. Men den kærlighed er kun blevet større og større, og ikke mindst endnu mere betydningsfuld. Jeg synes specielt det har taget fart efter hun er blevet de fem måneder. Det er så fascinerende at følge med i den udvikling der sker, og hvor hurtigt den sker. Jeg synes ikke 2 måneder er lang tid, men fra Alma var 4 måneder til hun var 6 måneder, skete der al verden. Fra at ligge på maven og holde hovedet, strække armene og være nysgerrig på det liv hun ikke engang kender til hvordan vil forme sig, til nærmest allerede at ville op at gå. Jeg kan ikke følge med mere. Please stop tiden. Men det nytter vel egentlig ikke noget at stoppe den, for tingene går vel bare endnu hurtigere fra nu af. Jeg har det som om, at det allerede er i morgen jeg skal ud at investere i et haglgevær – så bois, be careful.

Amen er det ikke er en kliché? og så alligevel så fandens FANTASTISK at vores børn udvikler sig hele tiden. Jeg er specielt blevet meget glad for, at Alma nu er blevet så stor, specielt efter vi er flyttet for os selv. Jeg føler mig ikke helt så dum mere, når jeg går og taler til hende. For selvom der jo ikke kommer noget svar, som i et rigtigt svar, så er det som om at de lyde og ansigtsmimikker hun laver nu, at det er meget svar i sig selv. Det betyder meget når jeg går alene hjemme med hende dag ind og dag ud, at der begynder at komme lidt respons. Vi kender den vidst alle sammen – det er sjovere at lave mad til to, end kun til én.

Det at være blevet mor, har ikke først og fremmest ændret mit syn på verdenen, men også min tilværelse. Jeg havde det så fint og trygt i lille Fløng, og nu er det pludselig min rolle, at skabe et trygt og lærerrigt hjem til min datter. Det er stadig SÅ mærkeligt, at jeg kan omtale et andet menneske som min datter. Altså hallo, hvem havde lige set den komme? I hvert fald ikke mig. Det er stadig nummer uno på min liste over de vildeste ting der er sket i mit liv. Bevares, der kan stadig ske ting og sager, men nej. Almas ankomst til verdenen, vil altid være det vildeste der er sket for mig. Det er en CRAZY titel jeg har erhvervet mig, og gud, hvor er jeg dog taknemmelig for den. Jeg er kommet i kategori med så mange seje kvinder, og hvor er det fedt altså. Lige så fedt det er, lige så grænseoverskridende en titel synes jeg også det er. Jeg synes det er vanvittigt, at jeg har ansvaret for et andet menneskes liv, og ansvaret for at fostre hende, til at kunne indgå i det her samfund. At sørge for hun kommer langt i livet, og ikke mindst bane vejen for hende – det er sygt angstprovokerende, men samtidig den fedeste følelse. JEG ELSKER MIN TITEL.

Ved i hvad der også er angstprovokerende? Alma skal starte i vuggestue her til maj, og jeg synes det er det hårdeste nogensinde, at skulle lade min datter passes af nogle vidtfremmede mennesker, der ikke kender hende. Hvordan skal de kunne tyde hendes signaler? Jeg er jo den person, der kender dem allerbedst. En klog person sagde til mig, at det nok skulle gå, så JA, det skal sgu nok gå. Men derfor er det stadig underligt, at jeg ikke skal være sammen med hende 24/7. Men vigtigst af alt, så er det jo ikke mig det handler om, og Alma hun opdager vel knapt nok at jeg er væk? Hun kommer da til at skraldgrine sammen med sine nye bedste venner. Heldigt at hendes institution kun er maks et langskud væk med en håndbold. Lidt heldig skal man da have lov at være. Se, det kommer til at gå såååå fint. Jeg tror bare at jeg skal indfinde mig med, at min lille pige snart ikke er så lille mere. Og så sidder I derude med børn der lige er blevet 18 år, og tænker, slap af, tag en tudekiks, mit barn er lige flyttet hjemmefra. Og ja, jeg tager sgu den tudekiks, for det her er et følsomt emne for mig, at skulle overlade ansvaret af mit barn til nogle andre. Men den tid den sorg. Godt der kun er små 3 måneder til det skal ske.

Nå, men for at vende tilbage til denne her svedige titel, er det ligenøjagtig sådan noget her ævl der gør, at jeg synes titlen som nogens mor, er den svedigste. Det er kærligheden til vores børn. Det er den vi lever højt på. Vi elsker jo for fanden da bare vores børn. Og vigtigst af alt, det skal vi have lov til!

Written by

Lærerstuderende på 21 år, der uventet blev mor d. 27. juni 2018. Kæmper i hverdagen for, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til hvordan samfundet bør agere, når man som individ har brug for hjælp. Indlæg omkring, hvordan hverdagen som uventet mor hænger sammen, og hvordan man stadig lever sit liv.

Skriv et svar