At være alene om, at være nogens mor…

I den tid jeg har haft fornøjelsen af at være nogens mor, er det første folk spørger mig om, når de hører at jeg er alene; “er det ikke utrolig hårdt?”. Jo, fandeme JO. Til tider er det rigtig hårdt, men jeg tror også, at det er hvad man gør det til.

Jeg oplevede her for nogle uger siden, at jeg var igang med at bestille en kaffe. Den berømte kaffe en mor med en trillende barnevogn ofte er forbundet med. Nå ja, det var kaffen vi kom fra. Jeg bestilte mig en lækker latte, da jeg havde været så dygtig at smække mig ud af lejligheden. Så Alma og jeg, vi havde nogle timer vi skulle slå ihjel. Jeg var så heldig at Alma tog sig en laaaaaang skraber, og derved kunne jeg få noget mortid – altså ro til at drikke min kaffe, og faktisk at kunne drikke den mens den stadig er varm. Men den kender alle med børn vidst godt? Vi laver den i håbet om at drikke den tids nok, men så er der altid liiiige et eller andet ungen skal have hjælp til, ik? Nå, det var den kaffe altså. Jeg står og bestiller min kaffe, og ud af øjenkrogen kan jeg lige nøjagtig skue to mødre sidde med deres forhåbentlige varme kaffe, og deres børn sovende i barnevognen. Vi var mange mødre der var heldige med kaffen den dag.
Jeg overhører så, mens jeg venter på min VARME kaffe, at den ene af mødrene sad og irriterede/brokkede/konstaterede, at hun ikke var tilfreds med den givne situation (jeg håber ikke jeg støder nogle ved at skriver om dette). Moren var ikke tilfreds med, at hendes mand og far til hendes barn skulle ud at rejse, og hun nu skulle være alene med deres barn i 14 dage? Jeg tænkte; “hmmm, ja hvordan mon enlige mødre klare den?”. Vel ligesom alle andre mødre? eller hvad, er jeg helt galt på den? Det var rigtig hårdt, at hun ikke kunne gøre gavn af sin mands hjælp med barnet i den tid. Det var SÅ tydeligt, at hun ikke kunne overskue, hvordan hun skulle få hverdagen til at hænge sammen.

Ja, nu er det efterhånden et par gange jeg har hørt lignende, eller i hvert fald magen til samme. Jeg må ærligt indrømme, at jeg føler mig lidt stødt. Jeg ved ikke om ‘stødt’ er ordet, men det vælger jeg sgu at bruge. Jeg synes det er så trættende at høre på, at vi der er enlige mødre skal ligge under for, at det er ih og åh så hårdt at være alene med børn, specielt fra de mennesker der ikke selv er alene. Bevares, det her er måske ikke en følelse alle deler med mig, men efter jeg har fået Alma, er den første reaktion ofte fra folk, at jeg er sej, fordi jeg klarer det hele selv. Sej, siger jeg? Jeg er ikke mere sej end det par, der også har fået et barn SAMMEN. Jeg ville ønske der var en partner indover hjemme hos mig, så jeg føler en hvis misundelse der. Det er sjovt, ik. Så kan vi være misundelige på hinanden. Folk er misundelige på vores ‘sejhed’ som enlige mødre, og vi er misundlige på deres kærlighed. Men sandheden for mig er, at det kan være lige så hårdt for to mennesker at have et barn sammen, som det kan være for en enlig. Misforstå mig ikke, jeg elsker min titel som enlig mor, meeeeen nogle gange, ik. En af fordelene er, at jeg 100% selv kan bestemme over mit barn – jeg har ingen at skulle dele vandene med, selvom det til tider ville være rart. Det redder det men en del, synes jeg.

Nå, det jeg egentlig vil komme frem til er, at lige meget om vi er to eller én person om et barn, behøver det ikke være sværere for den ene end den anden. Hvis det giver mening? Jeg har f.eks. været heldig, eller heldig er måske ikke ordet. Jeg har været heldig at få et barn der har et sovehjerte som sin morfar – og det er for vildt, skulle jeg hilse at sige. Lige fra Alma var to-tre uger har hun næsten sovet igennem hver nat. Dermed har jeg fået min nattesøvn, og den vil jeg vove og påstå er noget af det vigtigste når man er babyejer – nattesøvnen giver bare energi til dagen, og ikke mindst energi til at være der for ens børn. Nattesøvnen er vil lige så vigtig for en enlig, som et par? Alle mennesker har jo brug for søvn, for filan. Men hov, burde jeg ikke have det hårdt fordi jeg skulle klare det hele selv? Det var jo mig der burde være dødtræt, og ikke orke noget. Se, det er som om rollerne er byttet om, vel og mærke hvis det her søvnhalløj var stillet op mod et PARS barn som ikke sov særlig meget. Så skal vi jo have ondt af dem, ikke sandt? Og ikke den enlige.
Sandheden er, at det kan være lige hårdt for alle, det at skulle være nogens forælder. Jeg gjorde meget ud af fra starten, at skabe den bedste kontakt mellem min datter og jeg, og lagde meget vægt på at være hos hende alle døgnets timer. Det betød meget for mig, at jeg kunne være den bedste udgave af mig selv overfor min datter, og være der 100% for hende. Jeg var nok bare sådan, qua min situation som pludselig nybagt mor, at jeg måtte tage tingene som de kom, og følge min intuition. Det er vel også det vigtigste, tænker jeg. Jeg har ikke læst stolpe op og stolpe ned, om hvordan man er den ‘perfekte’ forældre. Det tror jeg personligt kan betyde meget. Jeg har ingen ‘facts’ at gå ud fra. Bevares. Jeg er dog så langt i min termologi, at jeg dog ved at mit barn ikke skal have badetøj på om vinteren – medmindre vi er i et badeland, eller på en lækker strand på Hawai. Jeg har igen, haft et barn der var god til at vise sine signaler, og det hjælper da helt klart på det hele. Men i og med jeg ingen bøger har haft at gå ud fra, har jeg taget det hele lidt som det kom, og gået ud fra min mavefornemmelse. Det at blive forælder for første gang er så grænseoverskridende, for vi har jo af gode grunde ikke prøvet det før. Derfor tror jeg på, fornuften er den vigtigste værdi ift. at få vores børn til at komme helskindet gennem livet, og ikke mindst starte livet på bedste vis. Jeg er fortaler for, at vi nogle gange glemmer de der lærerbøger, og gør hvad der føles rigtigt for os selv som forælder. Vi er ikke ens, og det er vores børn heller ikke – heldigvis for det da.

Jeg synes egentlig bare, at vi skal huske at tro lidt mere på os selv, for ellers er det sgu dømt til at gå galt. Jeg tror også, at vi ikke skal gå og sammenligne os selv med andre mødre, for vi er nødt til at gøre tingene på hver vores måde, fordi vores børn ikke er ens. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes det her er et vigtigt emne, i og med jeg føler det er italesat så meget, det med at være en god mor, og ikke mindst være perfekt. Se, nu italesætter jeg det igen, og bringer det på banen, men det er fordi det er så fandens vigtigt. Vi kan have det lige svært mht. vores børn. For faen, vi har ikke prøvet det før jo. Vi er jo igennem et stor læringsproces, og skal først liiiige finde fodfæste i denne her store jungle, det er at blive forælder i. Jeg elsker mit liv som mor, men ville ønske, at vi pakkede ‘fordomme’ væk, omkring hvor hårdt det er at være sammen om et barn, eller hvor hårdt det er at være enlig. Sagen er jo den, at det kan være lige hårdt. Det er jo ikke statussen på kærlighedslivet der bestemmer, hvor meget vores barn sover eller ej. Jeg mener nok bare, vi skal gå med fornuften, og ikke tage os så forbandet meget af det de andre mødre gør – forfanden, vi gør det alle møg godt!.

Indehaver af den svedigste titel

Indehaver af den svedigste titel

Jeg har i lige nøjagtig 7 måneder og 10 dage været indehaver af den sejeste, bedste og svedigste titel. Kan i gætte det? Det var ikke så svært, vel? Det er nemlig titlen MOR. Det er jo en kliché, men hold nu op hvor går tiden hurtigt. Man går fra, at have en lille slatten grøntsag liggende på brystet, til en baby der bare er alle vegne. Alma hun er oppe at kravle, og har cirka gjort det i en måned nu. Hold nu kæft hvor jeg overvejer, at pakke hele hytten ind i bobbleplast. Mine dårlige nerver rækker ikke til flere blå mærker. Men igen, er det ikke også sådan de lærer bedst? Selvfølgelig skal de ikke leve livet på kanten, men ud fra mit perspektiv, synes jeg det er super fint de små selv lærer konsekvensen af det de gør. Men så er det jo godt, at de har en mama og papa, som altid står klar med en støttende skulder til de små tårer. Det er vel egentlig også noget af det vi siger STORT JA til, når vi vælger at blive forældre? Altid at være der for vores børn, om det er en lille eller stor ting der skal bearbejdes.

Det med at skulle være der for sine børn, synes jeg først giver rigtig mening efter de er kommet til verdenen. Det her er kun en forestilling, men jeg forestiller mig hvor meget man går og tænker over, hvor stor en omsorg man kan give det her barn under hele graviditeten. Hvor meget man glæder sig, til at kysse og kramme det her lille menneske, og det vigtigste af alt, hvor meget kærlighed man kan give til det. Jeg kan kun tale af min egen erfaring, og jo vist, jeg følte da en KÆMPE kærlighed til min datter allerede det første døgn hun var kommet til verdenen. Men den kærlighed er kun blevet større og større, og ikke mindst endnu mere betydningsfuld. Jeg synes specielt det har taget fart efter hun er blevet de fem måneder. Det er så fascinerende at følge med i den udvikling der sker, og hvor hurtigt den sker. Jeg synes ikke 2 måneder er lang tid, men fra Alma var 4 måneder til hun var 6 måneder, skete der al verden. Fra at ligge på maven og holde hovedet, strække armene og være nysgerrig på det liv hun ikke engang kender til hvordan vil forme sig, til nærmest allerede at ville op at gå. Jeg kan ikke følge med mere. Please stop tiden. Men det nytter vel egentlig ikke noget at stoppe den, for tingene går vel bare endnu hurtigere fra nu af. Jeg har det som om, at det allerede er i morgen jeg skal ud at investere i et haglgevær – så bois, be careful.

Amen er det ikke er en kliché? og så alligevel så fandens FANTASTISK at vores børn udvikler sig hele tiden. Jeg er specielt blevet meget glad for, at Alma nu er blevet så stor, specielt efter vi er flyttet for os selv. Jeg føler mig ikke helt så dum mere, når jeg går og taler til hende. For selvom der jo ikke kommer noget svar, som i et rigtigt svar, så er det som om at de lyde og ansigtsmimikker hun laver nu, at det er meget svar i sig selv. Det betyder meget når jeg går alene hjemme med hende dag ind og dag ud, at der begynder at komme lidt respons. Vi kender den vidst alle sammen – det er sjovere at lave mad til to, end kun til én.

Det at være blevet mor, har ikke først og fremmest ændret mit syn på verdenen, men også min tilværelse. Jeg havde det så fint og trygt i lille Fløng, og nu er det pludselig min rolle, at skabe et trygt og lærerrigt hjem til min datter. Det er stadig SÅ mærkeligt, at jeg kan omtale et andet menneske som min datter. Altså hallo, hvem havde lige set den komme? I hvert fald ikke mig. Det er stadig nummer uno på min liste over de vildeste ting der er sket i mit liv. Bevares, der kan stadig ske ting og sager, men nej. Almas ankomst til verdenen, vil altid være det vildeste der er sket for mig. Det er en CRAZY titel jeg har erhvervet mig, og gud, hvor er jeg dog taknemmelig for den. Jeg er kommet i kategori med så mange seje kvinder, og hvor er det fedt altså. Lige så fedt det er, lige så grænseoverskridende en titel synes jeg også det er. Jeg synes det er vanvittigt, at jeg har ansvaret for et andet menneskes liv, og ansvaret for at fostre hende, til at kunne indgå i det her samfund. At sørge for hun kommer langt i livet, og ikke mindst bane vejen for hende – det er sygt angstprovokerende, men samtidig den fedeste følelse. JEG ELSKER MIN TITEL.

Ved i hvad der også er angstprovokerende? Alma skal starte i vuggestue her til maj, og jeg synes det er det hårdeste nogensinde, at skulle lade min datter passes af nogle vidtfremmede mennesker, der ikke kender hende. Hvordan skal de kunne tyde hendes signaler? Jeg er jo den person, der kender dem allerbedst. En klog person sagde til mig, at det nok skulle gå, så JA, det skal sgu nok gå. Men derfor er det stadig underligt, at jeg ikke skal være sammen med hende 24/7. Men vigtigst af alt, så er det jo ikke mig det handler om, og Alma hun opdager vel knapt nok at jeg er væk? Hun kommer da til at skraldgrine sammen med sine nye bedste venner. Heldigt at hendes institution kun er maks et langskud væk med en håndbold. Lidt heldig skal man da have lov at være. Se, det kommer til at gå såååå fint. Jeg tror bare at jeg skal indfinde mig med, at min lille pige snart ikke er så lille mere. Og så sidder I derude med børn der lige er blevet 18 år, og tænker, slap af, tag en tudekiks, mit barn er lige flyttet hjemmefra. Og ja, jeg tager sgu den tudekiks, for det her er et følsomt emne for mig, at skulle overlade ansvaret af mit barn til nogle andre. Men den tid den sorg. Godt der kun er små 3 måneder til det skal ske.

Nå, men for at vende tilbage til denne her svedige titel, er det ligenøjagtig sådan noget her ævl der gør, at jeg synes titlen som nogens mor, er den svedigste. Det er kærligheden til vores børn. Det er den vi lever højt på. Vi elsker jo for fanden da bare vores børn. Og vigtigst af alt, det skal vi have lov til!