Tanker om at flytte med en baby…

ENDELIG!!!!! Jeg tror jeg i disse dage føler mig som VERDENS heldigste, og ikke mindst lykkeligste kvinde, hvis ikke mor. Alma og jeg har efter meeeeeget lang og intens søgning endelig fundet vores base de næste par år. Vi har nemlig fået den dejligste og hyggeligste lejlighed. Ja, det var en lejlighed. Så var der alligevel nogle der holdte hånden over min familie, og syntes, at nu var det vores tur til at kunne dele en glæde som denne.

Dette betyder ikke bare et farvel til livet som hjemmeboende, men samtidig også et farvel til det hus og den by, der har dannet rammen om hele min opvækst. Jeg troede aldrig jeg skulle sige dette, men jeg kommer sateme til at savne lille Fløng. Selvom der vil være et savn til min hjemby og alt hvad den indebærer, bliver det, det dejligste nogensinde, og Alma og jeg vi glæder os SÅ meget. Nå ja, bevares, Alma forstår det ikke så meget, men jo HUN glæder sig også. Det bliver et helt nyt kapitel. En ny by, nye omgivelser. Omgivelser der faktisk kun vil gøre dagligdagen lettere når jeg genoptager mit studie, og Alma skal i vuggestue. Lige fra jeg fødte Alma, og jeg intenst gik i gang med at søge efter bolig, har mit ønske hele tiden være at blive her i Hedehusene/Høje Taastrup området. Det var en ideen om, at jeg og ikke mindst Alma var tæt på vores familie, og der ville være nemme pasningsmuligheder for mig, når jeg skal starte håndbold op igen for fuld skrue, eller hvis der nu skulle blive et akut behov for pasning, så ville hjælpen være lige om hjørnet. Men faktisk ik, nu hvor jeg tænker mig om, så er hjælpen lige så stor der hvor vi er flyttet hen nu. Mine veninder er lige om hjørnet, og hvis familien skal hjælpe med noget, er der ikke særlig langt, og de har bil, så det ville være det mindste. Hov, det glemte jeg helt at nævne. Vi har fået lejlighed i Vanløse, og det er også derfor vores hverdag vil blive noget lettere, da den vuggestue Alma skal gå i kun er én sølle kilometer fra hvor vi skal bo, og mit studie som er i Carlsbergbyen ligger kun lidt over fem kilometer væk, så vi slipper for tog og bus, og lign. Det bliver så dejligt. Jeg glæder mig meget til at komme ind og blive københavner. Jeg har lige siden jeg gik ud af niende klasse været fast inventar derinde. Mest fordi mit gymnasium lå i Valby, og mit studie nu ligger ved Carlsberg, men mest af alt fordi det også er der min vennekreds er. Og hold nu kæft hvor jeg glæder mig. Min omgangskreds er meget tættere på, og nu hvor Alma er blevet større, synes jeg ikke det er så fedt at tage hende med alle mulige steder om aftenen, for det er så tydeligt, at hun får brudt sit søvnmønster hvis hun er faldet i søvn alle andre steder end derhjemme. Da Alma var mindre var det intet problem, da hun altid har været FANTASTISK dygtig til at sove, og været fløjtende ligeglad med støj omkring sig. Men nu her, efter hun er blevet større og der sker flere og flere ting i hendes udvikling, er det som om, at det fungerer aller bedst hvis hun falder i søvn til natten i sin seng, og ikke i en autostol, for at blive taget op når vi kommer hjem, for at blive puttet. Derfor glæder det mig så meget at have fået egen lejlighed, da folk nu kan komme til mig hvis vi skal ses en aften. Så kommer det ikke til at forstyrre min datters søvn, og et barn der sover godt er lig med en MEGET GLAD mama.

Grunden til jeg også er så glad over min lejlighed, er helt klart det forhold min far og Alma nu kan få.Mine forældre er skilt, og min far bor i Ølstykke, hvilket er ret besværligt at komme til fra Fløng. På den baggrund har min far ikke kunne være en lige så stor del af Almas liv, som min mor og hendes kæreste Steffen. Min far og hans kæreste kommer jo ikke bare lige forbi til mad, eller en kop kaffe. Hvilket jeg egentlig også godt kan forstå. Det skal lige nævnes, at min mor og far har et fint forhold, og samarbejder perfekt omkring min bror og jeg. Men alligevel, ik. Det betyder derfor rigtig meget for mig, at jeg nu bare kan invitere min far og hans kæreste ind, uden problemer, og de dermed også kan blive en meget større del af Almas liv. Som sagt, denne her lejlighed er bare kommet som kaldet. Min fars kæreste sagde ganske rigtigt, da jeg havde fået afslag på en anden lejlighed jeg var ude at se på for næsten tre måneder siden, at det var fordi der stod noget bedre og ventede på mig. Ganske rigtigt, så stod der jo en dejlig lejlighed til os inde i Vanløse. Først var jeg skeptisk ved tanken, da jeg jo pludselig skulle ud af min comfort zone ved at forlade Fløng, og alt det jeg kendte. Men samtidig bliver det bare et mere spændende kapitel vi går i møde, og ikke mindst en lettere hverdag. Sådan føles det i hvert fald nu. Men den kan vi om et år, når det måske ikke var så let. Men jeg føler det bliver lettere, og jeg fuld af optimisme. JEG GLÆDER MIG!

Nå, men det var jo egentlig det med, at skulle flytte med en baby, jeg egentlig ville skrive om. For det er edderbrandsperkeme ikke en fornøjelse, skulle jeg hilse at sige. Er der hjælp til stede? Jeg synes virkelig det er belastende at skulle flytte med en baby, og i og med jeg er alene om Alma, har jeg ikke bare en mand jeg kan ‘læsse’ hende af til, og selv få ordnet nogle ting i lejligheden. Jeg er MEGET, som i RIGTIG MEGET afhængig af mine venner og ikke mindst min familie. Men så er det godt jeg har en rigtig god familie, der bare er klar til at hjælpe. Jeg har været så heldig allerede at overtage lejligheden her d. 15 november, så den kunne blive klar til den første, hvor vi officielt flytter ind. Nå men, vi kom fra at min familie er verdens bedste. De er så søde til at hjælpe, og i sidste weekend (den vi lige er gået ud ad), kom hele familien ind i lejligheden og hjalp med at få den malet, og revet køkkenet ned. Køkkenet var noget gammelt bras, så der skulle noget nyt i. Det blev fikset i går, hvor jeg med min mor og hendes kæreste, og en af mine veninder drønede i IKEA, og føj hvor tog det tid. Jeg havde regnet med, at det bare lige var sådan og sådan, og så var den skid slået. Men nej. Det tog 4 timer. 4 F******* TIMER!!!!!!!! det var helt sindsygt. Men igen, det viser bare jeg har en familie og nogle veninder som bare er guld værd. De hjælper hvor de kan, og hvor er jeg dog taknemlig. I denne her weekend tager min mor og Steffen også derind, for at få lavet et godt ryk, så jeg kan rykke ind om ikke så længe. Og hold nu op hvor jeg glæder mig til at kunne indrette. Man går og forestiller sig en masse ting, og så bliver det måske ikke sådan. Så jeg glæder mig til, at kunne se det hele for mig. Men er det ikke altid sådan med os kvinder? Vi hader bygningsdelen, men glæder os til at kunne fuldende de flotte nymalede vægge med de rette møbler. Can’t wait!!!

Men igen tilbage til det med at have en baby på armen mens man flytter. Det er bare ikke et ønskescenarie, men livet er jo nu engang sådan. Jeg ville bare ønske jeg egentlig selv kunne tage fat, og bidrage med en masse, da jeg får lidt dårlig samvittighed over, at de andre bare knokler derudad, og jeg bare står som en pauseklovn, med min assistent på armen. Det er den mærkeligste situation, når man som mig er den største kontrolfreak, og gerne vil have fingrene i ALT hvad der sker. Men igen, jeg priser mig bare rigtig lykkelig for min fantastiske familie, sm virkelig hjælper hvor de kan. Jeg må betale med en middag når det nye køkken er kommet op, og vi kan flytte ind i lejligheden.

SÅ husk det, hvis du har tænkt dig at flytte, så planlæg det inden du får børn, bare et godt råd, HAHA!

Written by

Lærerstuderende på 21 år, der uventet blev mor d. 27. juni 2018. Kæmper i hverdagen for, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til hvordan samfundet bør agere, når man som individ har brug for hjælp. Indlæg omkring, hvordan hverdagen som uventet mor hænger sammen, og hvordan man stadig lever sit liv.

Skriv et svar