Tanker omkring det at være babyejer

Dengang jeg blev mor, havde jeg en masse tanker omkring det at have en baby, og hvad sådan en kunne. Jeg vidste egentlig godt, at der garanteret var noget man skulle kæmpe hårdere for at opnå end andet. Og right, jeg ramte bingo. Der ER noget man som forælder skal kæmpe langt hårdere end andet, for at få til at fungere.

Jeg har været så heldig, at ikke nok med at min datter har overlevet alle ni måneder i min krop, hvor jeg på intet tidspunkt har tænkt over hun var der, er Alma seriøst en decideret NEM (7-9-13) baby. Jeg er helt blown away over, hvor nemt det egentlig er at have en baby, specielt med alle de skrækhistorier jeg havde hørt fra forældre med små børn. Nu hvor jeg jo ikke havde tænkt på, at der var et lille væsen i min mave, har Alma derfor allerede haft sit første one night stand, hun har haft sin første bytur og laaaange aften på dansegulvet, samt prøvet det med at skulle have den største og mest fråderen kebab klokken lort om morgenen. Ergo, Alma må være som skabt til at gå få lov til at drikke sin første cider og gå i byen, engang når hun rammer de 33. Når jeg selv har været i gennem det her ungdomsræs, og den lyst unge mennesker har til at opleve ALT, vil jeg ikke sige at jeg bliver en pyldrermor, men der er i hvert fald nogle ting, som jeg har prøvet, hvor Alma ikke bare vil få lov. Jeg ved godt, at man ikke bare som forældre kan have 100 procent kontrol over vores børn, og bestemme alt. Der er nogle ting man som forældre må og skal gå på kompromis med. Det vil jeg med glædeligt gøre, men med alt det jeg har oplevet i mine teenageår, og første gang jeg skulle i byen, så vil jeg prøve at guide hende så godt som jeg kan i den rigtige retning. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg bliver en mor som ikke bare giver efter, for jeg er meget stædig. Men så igen, hvis jeg er stædig, har mit barn så arvet det? Hvad nu hvis hun er mere stædig end jeg er? Kan man egentlig springe årene 13, 14, 15, 16, 17 over? Det tror jeg vil gøre hele denne her jeg-er-klar-til-at-klare-mig-selv periode MEGET lettere at komme igennem. Nå men anyways, jeg glæder mig faktisk til de her perioder i Almas liv. Det er vel ‘bare’ trodsealderen i forskellige kategorier. For jeg tænker, at hvis man syntes trodsalderen var hård da de små var 2-3 år, så tænker jeg, at den nok rammer med 1000 kilometer i timen når de bliver teenagere og ældre, og det er helt andre problematikker vi som forældre kommer til at stå overfor. Men jeg er sikker på, at hvis jeg holder fast i mine værdier, så kommer Alma og jeg helskindet i gennem den periode. for søren altså, de skal have lidt knubs for at det gør godt. Det ville da også være træls at gå gennem livet, uden at skulle kæmpe for det man ville, og bare få alt forærende. Eller er jeg helt galt på den?

Nå, det var faktisk egentlig ikke trodsalderen og jeg-kan-alt-perioden jeg ville skrive om, for jeg er blevet meget overrasket over specielt én ting ved børn. Jeg troede egentlig mange ting ved små børn var ens, og sådanne nogle små gummisataner, havde jeg ikke regnet med skulle gøre mig så frustreret. JA, DET ER EN SUT JEG SNAKKER OM. SÅDAN EN LILLE ONSKABSFULD EN, DER ÅBENBART IKKE ER NEM AT ARBEJDE MED. JA DET VAR EN SUT. For søren hvor jeg dog har kæmpet med den sut, og jeg gør det stadig. Kan nogle fortælle mig, om det nogensinde vil stoppe?Eller er det en evig kamp? Ej, håber godt nok ikke at det bliver en evig kamp. En 23-årig med sut ville ikke være passende. Altså hun ville da have en scorereplik som ingen andre: “Hvad så, skal du med hjem og se min suttesamling?”. Ej, den ville nok ikke fungere, men alligevel. Men kan jo så vende den om og sige, at hvis hun ikke på noget tidspunkt vil acceptere sutten, så slipper vi for voldsomt latterlige scorereplikker. Lidt en win-win eller something? Nå men, på nogle punkter er jeg faktisk glad for, at Alma ikke bruger sut. Hun kommer ikke til at ødelægge sine tænder. Ikke at sige sutter ødelægger tænder, men de kan være forebyggende for problemer med tænderne, og det slipper vi jo så heldigvis for. Vi slipper også for den periode, hvor hun så skal vende sig af med at bruge en sut. Se, det er måske så en af fordelene. Eller er det? Alma er begyndt at blive ældre, sjovt nok. Det resulterer i, at det at køre bil når man er vågen ikke ofte er det fedeste. Det er da røvsygt mor, hvorfor skal jeg sidde her? Jeg kunne lige høre det for mig. Men altså, ligegyldigt hvor meget legetøj jeg pynter bilen med til hende, så kan hun blive SÅ sur i den bil. Hey, jeg troede ALLE små børn elskede at køre i bil? Men nå ja, det ville sgu egentlig også være kedeligt, hvis alle vi mennesker var ens. Se, igen er der bare nogle tanker om små børn, som jeg helt har misset. Jeg var overbevist om, at ALLE børn tog sut. Det kunne da ikke være så svært. Det er åbenbart en kæmpe kamp herhjemme. Den sut er bare det første mål som skal nedlægges. Desværre ikke nedlagt på den måde, så hun bliver glad for den.

Det er som om, at hun egentlig gerne vil accepterer sutten, men når hun så finder ud af, at det ikke er en all you can eat buffet, så er den ikke så spændende, og så ryger den ellers bare ud. Jeg har nu prøvet ni forskellige slags, og har nu fået anbefalet bibs-sutter, og nu er det kun den jeg prøver med. Jeg er nu derfor også nået det punkt hvor, at hvis hun ikke gider, så er det bare sådan. Selvom det kunne være rart, for at vende tilbage til det med at køre bil, at hvis hun ikke gad det, så havde jeg sutten som ‘våben’. Ellers også bare når hun engang skal passes ude. Så må det da være rart, at dem som passer hende har en sut. En sut der kan gøre gavn.

Når man har et barn der ikke bruger sut, tænker man jo, at det hænger mere end normalt i mælkebaren. Men der har jeg været heldig, tror jeg. Alma er der kun for at spise, og vupti så er den skid slået. jeg oplever på intet tidspunkt, at hun ligger der for at få stillet sit suttebehov. Hvilket jeg ikke synes er stort overhovedet. Det er dejligt, når hun så ikke gider bruge sut. Det der også hører med til at have en barn som ikke bruger sut, er rigtig mange kommentarer omkring, hvis jeg er sammen med andre eller ude, at jeg da bare kan give hende sutten hvis hun græder, eller den værste af dem alle: “har du prøvet og se om det virker med sutten – det plejer at hjælpe?”. Okay Caroline, nu tæller du til ti, inden du svarer, og så svarer jeg pænt, at Alma er et suttefrit barn. Hvis jeg ikke havde talt til ti, kunne det meget vel være noget ala: “tror du ikke jeg havde brugt sutten, hvis hun ville tage den”. Jeg har oplevet efter jeg er blevet babyejer, at folk har så mange kloge og irriterende kommentarer. Der er så mange der er, og gerne vil være bedrevidende. Jeg er den, som kender mit barn bedst. Jeg HADER det, og tæller til ti rigtig mange gange løbet af en uge, for ikke at få langet nogle håndmadder ud. For hold dog op. Fik jeg sagt, at jeg HADER, som i virkelig HADER folk som skal være bedrevidende.

Nå men altså, det her sutteshow. Jeg er faktisk fint tilfreds med, at Alma ikke bruger sut, for så slipper jeg for, at skulle tage kampen op når hun skal vende sig af med dem. Men på den anden side, er der bare nogle fordele ved en sut. Så please, hvis du har et RIGTIG godt råd, så må du meget gerne smide det min vej, så jeg kan fortsætte denne her uendelige kamp. Sådan føles det i hvert fald. Alt skal jo ikke være nemt. Det ville være for nemt, ik?

REKLAME FOR MiniMai Cph: har du lyst til, at kunne have begge arme fri og bære en baby på samme tid?

REKLAME FOR MiniMai Cph: har du lyst til, at kunne have begge arme fri og bære en baby på samme tid?

Hvis du lige som jeg er KÆMPE fan af strækviklen, og vil være medlem af klubben #viklemama, så skal du læse med. Jeg har været så heldig, at modtage en strækvikle fra MiniMai Cph webshop. I min dagligdag som mor, vil jeg gerne påstå, at jeg ikke kan leve uden min strækvikle. Nøj, hvor er den god til at aflaste, og give mig den frihed jeg behøver, for at kunne klare mig gennem dagens gøremål.

Jeg er alenemor til Alma, og nogle gange ville jeg virkelig ønske, at jeg havde 8 arme. Ni ud af ti gange ville jeg gerne kunne gøre det hele på den halve tid, men samtidig er det som om, at det er en helt umulig opgave – eller er det? Strækviklen giver mig nemlig den frihed og mulighed, for at kunne bruge begge mine arme – en KÆMPE befrielse som mor. Jeg bruger strækviklen alle steder. Både derhjemme, men også hvis jeg er ude at handle, shoppe eller andet. Alma er ikke helt dus med barnevognen endnu, så hvis vi er ude, og hun ikke er i humør til at ligge i barnevognen og kigge, klynger jeg hende ALTID op i viklen. Det er så behageligt. Virkelig den bedste opfindelse til mødre, sågar også fædre. Nu når vi er ved det. Jeg synes det er det fedeste at se en far, komme gående med sit barn klynget op i en vikle – hvor det er det fedt vi lever i en tid, hvor fædrene også er kommet på banen på den front!

Når man klynger sit barn op, er det som om barnets vægt fordeles ‘rigtigt’ på kroppen. I stedet for at man går med barnet på siden, og dermed går skævt og får latterligt ondt i ALLE samtlige led og knogler i kroppen, bliver barnet bundet på en sådan måde, at det sidder lige som det skal. Dermed formindsker det rygproblemer, og meget tunge arme og til sidst LAAAAAANGE arme. Derfor synes jeg strækviklen er FANTASTISK. Alle med små børn burde gøre sig selv den tjeneste, at investere i sådan en. Jeg vil helt klat anbefale en strækvikle i stedet for f.eks. en bæresele. Jeg føler komforten er meget mere behagelig med en strækvikle, da jeg kan binde den så den er ’tilpasset’ min krop. Nu om dage er jeg sikker på man kan få diverse fastvikler som også er behagelige, men jeg er simpelthen bare faldet pladask for strækviklen.

Men hvilket mærke vikle skal jeg så vælge? Hvor skal jeg bestille den fra? Se, det er jo det store spørgsmål. Når man er nybagte forældre eller ny i faget, kan det være én stor jungle at finde rundt i hvilke redskaber man for det første behøver, men også hvilket mærke man skal have det i, og hvor man skal købe det i gennem. En af mine personlige erfaringer med strækviklen er, at anskaffe sig en vikle der er elastisk. Jeg har en som ikke er, men også en der er med elastik, og jeg har mest glæde af den med elastik. Jeg føler barnet sidder bedre i den med elastik, og derudover føler jeg også den sidder bedre på mig. Den som der ikke er elastik i, føles mere ubehagelig og ikke så komfortabel af have på. Det føles som om, at man er lukket meget inde, og ingen bevægelighed har, i forhold til den med elastik.

Jeg har fået min strækvikle gennem MiniMai Cph, og dertil kan jeg kun anbefale andre der gerne vil have en vikle eller andre former for bæreredskaber, at gøre det samme. MiniMai Cph er en fysisk børnetøjsbutik med tilhørende webshop, med fokus på babybæring. Hos MiniMai Cph kan deres kunder se produkterne fysisk, prøve dem og få uddannet vejledning. Udover butikken er der også en dertilhørende nem webshop at finde rundt i, hvilket for mig betyder meget når jeg skal shoppe på nettet. Det skal ikke være besværligt at handle på firmaets webshop. Det skal være lige til og enkelt. Det kan man kun sige MiniMai Cph er. MiniMai Cph er specialiseret i at vejlede omkring køb af ergonomiske bæreredskæber, da ejeren af butikken er uddannet slyngevejleder. Det i sig selv betyder meget når man skal investere i et sådan bæreredskab, da det kan være svært at finde ud af, hvilket der er det rigtige. Da jeg i første omgang stiftede bekendtskab med strækviklen, var jeg helt paf og i en say-what-ekstase over, at man kunne bære sit barn med et stykke stof. Et stykke stof tænkte jeg? Hvordan kan det være muligt? Faldet barnet ikke ud? Hvordan holder jeg det oppe? Jeg var overbevist om, at det ikke kunne lade sig gøre, at have sit barn siddende midt på maven i et stykke stof! Det skulle hurtigt vise sig, at det var nemt og enkelt at benytte sig af strækviklen. Komforten for den der bærer barnet er i tip top, og jeg kan kun tale af egen erfaring, men jeg er sikker på Alma også elsker slyngen. Jeg tænker, at et barn elsker at kunne sidde klods op ad den person det er knyttet sig aller mest til, nemlig dets mor. Jeg ved ikke med jer der allerede ejer en vikle, men min datter falder helt til ro ved at blive klynget op. Det er jeg sikker på skyldes, at hun kan mærke mig og min hjerterytme. Den hun har kunnet mærke i ni måneder, og derfor føler sig tryg ved. Jeg oplever i hvert fald kun positive stunder med viklen. MiniMai Cph skriver f.eks. på deres webshop: “En strækvikle er anbefalet til helt små babyer – typisk fra nyfødt til ca. 8kg. De er også meget velegnet til præmature babyer, da en strækvikle kan simulere trygheden som barnet kender fra sin tid inde i mors mave”. Det med at simulere trygheden for sit barn, er det jeg kan nikke allermest genkendende til. trygheden for min datter er det vigtigste for mig. hun skal føle sig tryg, og når vi er ude i større forsamlinger er strækviklen kun en hjælpende hånd.

Hvis du er interesseret i at investere i en strækvikle eller anden form for bæreredskab, synes jeg helt klart du skal tjekke MiniMai Cph’s hjemmeside ud på: https://minimai.dk. På dette link, kan du blive meget klogere på ergonomiske bæreredskaber. Minimai kører som nævnt også undervisning i hvordan man bruger en vikle, og det kan du læse meget mere om her: https://minimai.dk/products/straekvikle-workshop-i-butik, hvor du også kan melde dig til en guidet undervisning af f.eks. strækviklen. Hvis du ydermere kunne tænke dig den rette vejledning synes jeg også, at du burde droppe forbi: http://momstermarket.momster.dk/, hvor MiniMai Cph lørdag d. 7.oktober havde en stand til Momster Market, hvor der blandet andet blev undervist i hvordan strækviklen bruges, og man kunne få den rette vejledning. Meget mere om dette, kan du læse om på hjemmesiden.

Hvis du er meget mere nysgerrig om universet inden for strækvikler og ergonomiske bæreredskaber, skal du kigge forbi dette link: http://momstertest.dk, hvor jeg har lavet en anmeldelse for Momster Test af den strækvikle jeg har modtaget, personlige erfaringer og generelt bare hvorfor jeg er så forelsket i en strækvikle. Vildt, at man kan blive forelsket i et stykke stof. Men det var altså muligt.

Weekend: Malmø, shopping og det fedeste selskab

Weekend: Malmø, shopping og det fedeste selskab

Weekenden har for Alma og jeg egentlig været travl. Travlt er vel ikke ordet, når det er noget man selv har valgt? Men i hvert fald, vi har tilbragt vores weekend i det svenske, sammen med min Tante, der er også er Almas gudmor. Jeg er så glad for, at min tante er Almas gudmor – den helt rette til det job. Jeg har fra start ønsket en gudmor til Alma, der ville lave ting sammen med hende, og opleve en masse spændende. Alma skal have en masse oplevelser sammen med sin gudmor, og ikke bare overdynges med materielle goder. Derfor faldte valget på hende. For det er sådan jeg selv har det med min tante. Vi oplever mange ting sammen, og sådan ønsker jeg også min datter skal have det med hende. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de tog vil opleve så meget spændende sammen. Så min tante og jeg havde for længe siden planlagt, at nu skulle vi søreme på trip til Sverige med alt hvad det indebar – shopping, hygge, god mad og ikke mindst godt selskab.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg havde glædet mig længe til denne her tur. I og med Alma kom uventet lige før sommeren blev sparket igang, havde jeg jo planlagt alt muligt i sommerferien. Jeg måtte aflyse to rejser, en med mine veninder og en med hele min fars familie. Derfor så jeg på en måde turen til Malmø som min sommerferie. Det var egentlig meningen vi bare skulle derover en lørdag, og bruge ALLE vores penge på shopping, men et par uger inden vi skulle afsted, overraskede min Tante mig med, at hun havde booket et hotelværelse. Først tænkte jeg, Åh gud, nej, det kan vi da ikke. Hvad med Alma? Hvordan skal det overhovedet kunne lade sig gøre? Jeg var allerde ude i, at et var et problem, for hvad når Alma skulle sove om aftenen, og vante omgivelser, og jeg skal komme efter dig. Men så kom jeg i tanke om, at Alma sover om natten, og ingen problmer har (indtil videre) med at sove andre steder end i sin seng. Dér har jeg virkelig været heldig. Alma sover igennem, som i virkelig igennem. Hun tager glædeligt 9-10 timer i streg hver nat. Hvor priser jeg mig dog lykkelig for det. Jeg har hørt nogle kedelige historier om mødre, sågar også fædre, der er oppe det meste af natten med deres børn, fordi ungerne ikke kan sove. Jeg føler virkelig med jer. Så det var jo intet problem, at vi skulle på en overnatning til Sverige.

Min tante kom og hentede os tidligt lørdag morgen. Alma sover for det meste en god formiddagslur lidt over en time efter hun er stået op, så jeg tænkte, det ville være smartest, at køre når det var tid til den lur. Men hvordan fanden skulle jeg vide, at det kun tog sølle 40 minutter at køre fra bitte Fløng til det store udland, Emporia i Malmø? Alma fik derfor kun sovet knap 20-30 minutter den morgen. God tænkte jeg bare, nu bliver det meget problematisk i et shoppingcenter med en unge, jeg ved der er træt, men bliver så optaget af alt det der sker rundt om hende, at hun ikke har tid til at sove. Men hvad pyldrer jeg for? Jeg er så heldig at jeg har en ‘mirakelbaby’ der bare finder sig i alt, som i virkelig ALT. Alma valgte i stedet, nemlig at underholde hele storcenteret med sit charmerende smil, og efterhånden skingre stemme. Ja, vi er begyndt at snakke rigtig meget. Det kan efterhånden høres fra sofaen herhjemme, til det fjerneste isbjerg på Grønland. Det er utroligt hvor højt sådan nogle små væsener kan råbe – men gud hvor er det også bare herligt, og så livsbekræftende. Mit lille væsen begynder mere og mere at ligne et ‘rigtigt’ menneske. Nå, men nu skulle der bare shoppes, og kender i det alle jer med børn, at man tænker, at nu skal man købe en masse til sig selv, endelig er der mulighed for det. Men nej, der sker det som der altid sker, at størstedelen af det man køber, er noget til sit barn. SÅ TYPISK ALTSÅ. Jeg havde lige håbet på, at nu skulle jeg endelig finde noget lækkert til mig selv. For én gangs skyld – der kunne jeg godt vende kareten og tage hjem. Nå, men jeg fik da også et par t-shirts, et par sko og et tørklæde, og mindsanten om ikke jeg også købe en orange bluse. JA FOR FILAN, OG DEN VAR ORANGE. Det sker ellers aldrig – jeg er totalt typen, der har 98% sort i min garderobe, og de resterende 2% udgøres i grå, hvid og meget nedtonede farver. Ja, mama her skal sgu prøve noget nyt. Men min tante, Alma og jeg havde de fedeste 7 timer i det shoppingcenter, hvilket jeg kun kan anbefale. Emporia er et skønt center rent shoppingsmæssigt. Der er en masse gode butikker. Både en del af de store mærker hvis man er til det, men også en masse til den ‘normale’ prisklasse. Specielt til ungerne, så er det bare et tag selv, i en all you can it buffet – top dollar. Alma sov gennem det meste af eftermiddagen, så det var kanon. Masser af tid, til at købe alt det som jeg alligevel ikke fik købt. Der var tid til, at jeg kunne købe en masse, som så kun blev til nogle beskedne t-shirts og et par sko. Men jeg fik stillet min lyst om, at komme til Emporia – og det var skønt, skulle jeg hilse at sige.

Da vi var færdige med at shoppe, var der jo lige det der hotel. Heldigvis kun omkring 500 meter fra Emporia. Det var luksus, for mine fødder var brugt op. Min tante havde booket os ind på noget der hed Quality Hotel Views, med op til 16 etager. Da vi bookede værelset kunne man åbenbart ikke betale ekstra, og derfor være sikre på, at få en værelse med udsigt. Så vi vidste ikke om vi var købt eller solgt, hvis man kan sige det sådan. Men halleluja, vi fik et værelse på ottende etage – skøn udsigt over Øresund. Da vi var checket ind på hotellet slappede vi af, og Alma nød, bare at kunne ligge og lege lidt for sig selv, efter en dag i hænder næsten hele tiden. Der var en restaurant på hotellet, men vi valgte at tage ud for at finde noget mad. Vi fandt en rigtig hyggelig, og lækker restaurant. Vi fik et dejligt glas vin (læs: meget tiltrængt), og noget utrolig lækkert mad. Min tante er vegetar, og ville gerne have en burger. Der var ingen vegetarburgere, men vupti, så havde restauranten lavede en speciel order, og så stod der en vegetarburger – klasse service. Det var virkelig lækkert. Efter lækkert mad, tog vi tilbage til hotellet, og hoppede under dynerne, og jeg tror ikke der gik mange halve timer før vi snorkboblede. Og mine spekulationer om, omkring hvordan Alma skulle klare natten, var faldet helt til jorden. Hvad troede jeg da også? ‘Selvfølgelig’ sov ungen da bare som hun plejede, 9 timer. Det er simpelthen så skønt, og jeg føler mig meget priviligeret på det punkt. KÆMPE FAN.

Men det har været en FANTASTISK weekend, og jeg har tilbragt den med en af mine yndlingspersoner. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg sætter mine ben, liiiiige på den anden side af Øresund.