Når perfektionismen træder i stedet for fornuften…

JEG VED AT JEG ER EN GOD MOR. Min datter har det godt, og er i trivsel. Jeg elsker min titel som mor, og føler mig hjemme i den. Alligevel er der noget der siger mig, at ALT skal se perfekt ud udefra. Hvorfor er det så vigtigt? Specielt når jeg ved, at jeg KAN klare det her, og der ingen problemer er. Jeg forstår ikke selv hvorfor jeg har den tanke, men alligevel betyder det noget for mig, at jeg gør det så godt som jeg kan, så ingen kan pege fingre ad mig.

Jeg føler, fordi jeg er blevet mor under de omstændigheder som jeg er, at jeg er nødt til at bevise omverdenen at jeg godt kan varetage denne rolle. Der er INGEN, som skal kunne sige til mig at jeg er en dårlig mor, eller at min barn ikke trives og f.eks. er usoigneret, og i værste fald have belæg for dette. Det er så latterligt, jeg ved det. Men på baggrund af dette føler jeg, at Alma f.eks. er nødt til at gå i mærkevaretøj, for så viser jeg jo omverdenen at alt er perfekt, eller hvad? Eller f.eks. have det nyeste og ‘bedste’ udstyr, ik? Der er ingen som skal kunne pege fingre ad mit barn, og ved at gøre dette føler jeg, at jeg på en eller anden måde ‘beskytter’ Alma bedst muligt – mega fjollet, ik? Jeg ved ikke hvor jeg har den tankegang fra, men den er vel ikke bare kommet snigende. Når jeg ser rundt på de sociale medier, ser det hele jo så lyserødt og perfekt ud. Men det viser sig ofte (ofte er måske ikke lige ordet, men i hvert fald tit), at det hele ikke er så lyserødt bag facaden. Det burde jeg jo tænke på,når jeg tror verdenen hænger sådan sammen. For så burde jeg jo ‘bare’ vide, at ALT ikke behøver se perfekt ud.

Men hvorfor er det så, at jeg tænker det sådan? I de 3 måneder jeg har haft Alma, har jeg ALDRIG oplevet, at nogle har set skævt på mig fordi jeg er kommet gående med barnevognen. Tværtimod. Jeg møder altid folk med et smil. Faktisk virkelig dejligt at folk er så imødekommende, og spørger ind til mit barn. Selvom jeg aldrig har mødt nogle negative kommentarer på, at jeg er blevet mor, føler jeg, at jeg beskytter mig selv og min datter bedst mod den negativitet der kunne komme, ved at sørge for, at ingen kan pege fingre ad mig som mor. Jeg føler, fordi jeg er en ung mor der er midt i uddannelse, at jeg skal bevise noget. Jeg skal bevise at jeg godt kan. Men det er jo det, der er så latterligt. Jeg kan jo være en lige så god mor, som en der er meget ældre end mig. Jeg tror også det hænger sammen med, at jeg er blevet mor fra den ene dag til den anden. Med dette føler jeg, at jeg er under konstant overvågning fra samfundet, mht. om jeg nu gør det godt nok. Derfor synes jeg nemlig det er nemt, at klæde Alma i diverse mærker, for så ser det hele jo så lyserødt ud – så er der ingen der kan pege fingre, for hvad skulle de pege fingre af? Men når jeg så sidder og skriver de her ord ned, er det jo helt ude i hampen, at jeg tænker sådan. For hvordan kan tøj og udstyr afspejle, om jeg er en god mor? Hvorfor er marmar f.eks. bedre end H&M? Det er jo lige så godt. Jeg er faktisk KÆMPE fan af f.eks. H&M’s bodystocking med lukning i siden, eller diverse genbrugssites. 1: Man skåner miljøet, og 2: hvorfor betale overprice? Så igen, det har jo intet at gøre med hvordan jeg klæder mit barn, om jeg er god nok eller ej. Men hvor er det latterligt, når man når derud. Tanker løber virkelig løbsk, specielt når man går alene hjemme. Jeg ved jo godt, at når jeg tænker sådan, så er det mig som fremstår som en med et problem, og ikke samfundet der ser det som et problem, at en ung kvinde har et barn, og kommer trillende med en barnevogn.

Som nævnt øverst, er Alma i trivsel – hun har det som blommen i et æg. Bliver forkælet i hoved og røv, og har en familie der er totalt forelsket i hende. Det er jo for fanden det vigtigste. Kærligheden til det her lille menneske. Med den ubetingede kærlighed man har til sine børn, er det jo fløjtende ligegyldigt hvilket mærke tøj de har på, eller hvilket mærke barnevogn de har – bare barnet er i trivsel, og har det godt. Denne ‘åbenbaring’ (hvis man kan kalde den det), fik jeg hurtigt, da jeg så, at INGEN mennekser vente sig om efter mig på gaden, og så mystisk på mig, fordi jeg gik med en barnevogn. Jeg så hele tiden fortvivlet rundt, for åh nej, hvordan vil folk se på mig. Hun er ung, hun burde ikke gå rundt med en barnevogn. Men som med kærlighed, er alder ligegyldig. Om man er 21 eller 40 år når man bliver mor for første gang, har vel det samme udfald, altså mht. hvor meget kærlighed man har til sit barn, og hvor god en mor man er. Det betyder meget for mig, at jeg kan få Alma til at fremstå som en der har det godt, for det er jo det vigtigste. AT BØRNENE HAR DET GODT, for så er vi forældre lykkelige. Jeg ved nu, at hvis jeg er rolig, så er mit barn også roligt, og så stoler Alma også på, at det jeg gør er det rigtige. Jeg tror, at det her for mig er et vigtigt emne, fordi udstrålingen fra folk, specielt på de sociale medier skal være så perfekt hele tiden. Der redigeres og laves om på diverse billeder, for at få det hele til at se en smule bedre ud. Vi skal bare huske på, at det hele ikke altid er så perfekt som det ser ud. For hvad betyder ordet perfekt egentlig. Det må jo være, at når noget ikke kan blive bedre? Hvis det er tilfældet, så er ordet perfekt for mig, når man datter er i trivsel. Når hun har det så godt som hun har det, så ved jeg, at der ikke er nogle som kan pege fingre ad mig, og jeg har på en måde mit på det rene. God hvor jeg glæder mig til, at hun bliver 18 år, og jeg kan læne mig tilbage i sofaen og sige: “well done”. Det må være en milepæl for mig, i den her forældrerolle. At kunne overlevere min datter til voksenlivet, med et thumps up – jeg har gjort mit arbejde. Føj, hvor jeg glæder mig altså.

Nå, det her var egentlig bare et indlæg omkring mine tanker som en nybagt mor. Hvor jeg har troet, at det hele skulle være så perfekt udefra, at jeg nærmest kløjs i ordet, PERFEKT. Jeg hviler meget mere i rollen nu, for jeg ved, at jeg har mit på det rene, og jeg er en FANTASTISK mor. Måske overskriften egentlig skulle hedde: ‘En hyldest til de perfekte mødre’. Ej spøg til side. Jeg synes det her handler meget om at perfektionismen overtager fornuften. For det vi ved er rigtigt, bliver hurtigt et spørgsmål om, om det hele er godt nok, fordi  jeg føler der er underlagt et pres om, at det hele skal være lyserødt, og virke som en dans på roser. Men hvor ville livet egentlig være kedeligt uden nogen form for udfordringer. SÅ, tak for dem!

Written by

Lærerstuderende på 21 år, der uventet blev mor d. 27. juni 2018. Kæmper i hverdagen for, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til hvordan samfundet bør agere, når man som individ har brug for hjælp. Indlæg omkring, hvordan hverdagen som uventet mor hænger sammen, og hvordan man stadig lever sit liv.

1 comment / Add your comment below

  1. Modne og kloge overvejelser! Vores samfund søger perfektionen i alt for høj grad. Og hvad er den perfekte mor? Det kan ikke sættes på formel, men tænker en kombination af kærlighed og omsorg, skaber trygge og glade børn. Og det har Alma i rigelige mængder fra dig. Den perfekte mor for Alma er hendes egen mor – dig ❤

Skriv et svar