Øh, der var pludselig en baby!?

Spoiler – dette indlæg kommer til at være meget personligt, og LANGT!

Hey guys! Livet byder på mange store overraskelser, og jeg må sige, at jeg er blevet beriget med en af de største. Hvordan håndterer man lige, at der pludselig er en baby? Dette indlæg handler om, hvordan jeg for første gang blev mor, og hvor surrealistisk hele min tilværelse blev.

Det hele startede jo egentlig i oktober sidste år. Tirsdag d. 26. juni 2018 vågnede jeg op som jeg plejer, bagte en dejlig jordbærtærte, for jeg skulle på besøg hos mine elskede bedsteforældre. Jeg kunne mærke nogle jag, eller nærmere små stød i ryggen, men hvad fanden, jeg var faldet til håndboldtræning ugen før og havde slået mit haleben, så det var vel bare det der gjorde ondt. Men næ nej, jeg kunne godt se frem til nogle timer i smertehelvede (det kan alle fødende skrive under på – den satans smerte en ve kan volde). Nå, men jeg skulle jo ned til de gamle, og det kom jeg. Om aftenen begyndte det dog at krampe helt vildt i ryggen, men det var jo bare det der haleben der gjorde ondt. Det var jeg overbevist om. Jeg bad derfor min farmor om nogle smertestillende og gik i seng. Da klokken blev omkring 23, brød helvede løs. De ‘små’ jag blev hurtigt forvandlet til store kramper i maveregionen, og jeg kunne nu se frem til en nat uden søvn. Jeg tænkte, at det måtte være blærebetændelse eller nyrebækkenbetændelse. Og når man så har ondt i maven, skal man ko bare lige finde den rigtige stilling at ligge i, og så kan man lige klare det, ik? Jeg kunne hverken ligge, sidde, stå, gå eller danse i den tilstand jeg var i. Danse var egentlig nok nærmere ordet, for jeg følte faktisk, at jeg dansede rundt. Det kender i vel til, jer der har født? Den følelse med, at man ikke kan være til nogen steder, fordi sådan en satans ve gør så pokkers ondt. Men jeg havde jo så veer hele natten, og havde nok trasket stuen tyndt – jeg kendte i hvert fald hvert eneste stykke fnuller i hjørnerne. Da klokken blev seks, kunne jeg ikke holde til mere, og jeg måtte søge hjælp. Min farmor ringede til lægevagten, men de var ikke til megen hjælp. Mine bedsteforældre ville gerne gøre mig hjem, men fandeme nej om jeg skulle ud i en bil. Jeg skulle bare have lov at sidde på toilettet – der havde jeg det bedst. Det tog et dejligt pres fra de satans veer.

Da klokken var 09.24 skete det magiske så. Kvindekroppen er FANTASTISK. Jeg havde det virkelig som om jeg skulle skide, men nej, jeg havde en presseve, og kunne simpelthen trække mit eget kød og blod ud, nemlig min lille datter. Ja, du læste rigtigt, JEG VIDSTE IKKE, AT JEG VAR GRAVID, og opdagede det først da jeg stod med et barn. Jeg skulle hverken se hende eller røre hende, så jeg kaldte på min farmor. Min farmor var mega awesome, og tog det her lille barn op ad toilettet, for ikke nok med jeg ikke vidste noget om graviditeten, fødte jeg hende også ved en sædefødsel i toilettet. Tror jeg i min choktilstand, at jeg fik sagt til min farmor: “nå, det var nok derfor jeg havde så ondt”. Men hun fik svøbt den her lille pige ind i håndklæder, og bundet knude på navlestrengen, og ringet efter en ambulance. Ambulancen kom, og det skal lige siges at mine bedsteforældre bor på Stevns i Rødvig, og derfor er der langt til nærmeste fødeafdeling. Vi skulle til Roskilde, og jeg er aldrig i hele mit liv kommet så hurtigt fra Rødvig til Roskilde – han har bare givet pedal ham ambulanceføreren. Men ind på hospitalet kom vi, og så fik jeg endelig min lille datter op. Kæmpe credit til den jordemor, der fik mig overbevist om, at nu skulle jeg altså være nogens mor, og nu skulle jeg altså passe på et lille menneske – rettere sagt, sætte et andet menneskets behov før mine egne. Men hvem er ikke også villig til at ofre det, når det er ens eget barn? For fanden, det er jo den vildeste følelse ever. Jeg var i den største rus af lykke, og det første min mor sagde til mig, da jeg kom ind på hospitalet var: “vi skal nok klare det her”, og det var bare alfa-omega for mig – min mors støtte. Amen, det betød ALT!

Nå, men hvordan tilrettelægger man lige sit liv nu? Ja, man er simpelthen fire dage på hospitalet, og så er man bare klar til livet som mor – hvor er det dog et FANTASTISK liv. Hvorfor er der ikke nogle der har overbevist mig noget mere om, at de der børn, bare kan gøre noget ved en person. Før jeg blev mor, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at den største gave var at få nye håndboldsko, eller en ny håndbold til træning (det skal lige siges, at jeg er håndboldfanatiker, og har spillet i 15 år). Men det er da bare det ALLER STØRSTE at blive nogens mor. Der er et lille barn, der på et tidspunkt kalder mig for mor. Livet er søreme vildt. For 3 måneder siden stod jeg midt på Nørrebrogade med en hockey (spand med alkohol), og havde mit livs fest til Distortion. Jeg var til sidste træning inden sommerferien ugen inden jeg fødte. Livet er uforudsigeligt, og ikke mindst er  kvindekroppen vidunderlig. Det her er nærmest også en hyldest til kvindekroppen, men altså, vi SKAL hylde den, for den er FANTASTISK.

Nå, men vi skal jo tilbage til det der med, hvordan man lige håndterer at der pludseligt er et barn? Det skal jeg sige dig, man hviler i sig selv, og så tror jeg, at kvindekroppen har et moderinstinkt der ligger og dulmer, og når man ved man skal bruge det, så er det der bare. Jeg lytter til mig selv, til min datter. Vi har fået en dejlig tilværelse, og jeg nyder hende så meget. ALT det der er sket på 2,5 måned. Det er jo helt vildt. Jeg mener, stop lige tiden altså. Mødre, det må i vel kunne skrive under på? Inden vi får set os om, har man en diskussion om, hvor mange cidere de må drikke til deres første fest. Jesus Christ, godt der er længe til det – eller er der egentlig det?

Men selvom det er helt fantastisk at blive mor, har det været en udfordring, synes jeg, når man så også liiiiige har det der studie. Jeg læser til lærer, og skulle have startet på fjerde semester her i august. Det har jeg sat i bero, og er nu startet på barsel. Men når man stadig bor hjemme, er det ikke så let at finde et sted at bo. Nu er det ikke kun ens egne behov der skal opfyldes, men også et lille barns. Når man søger hjælp hos sin kommune får man at vide, at man skal være voldsramt eller have været på kvindehjem eller i fængsel, for bare at være attraktiv til, at stå på en akutliste til boliger i kommunen. Hvad er det for et samfund vi lever i? Hvem vurderer hvornår man er socialt belastet nok, til at få hjælp? Jeg er KÆMPE fortaler for, at der skal være hjælp til alle, og man bør kunne dække alles behov ind – men sådan ser virkeligheden desværre bare ikke ud. Man skal virkelig kæmpe en kamp for at blive hørt. Jeg bor stadig hjemme hos min mor, med min lille datter, og det fungerer nu. Men hvordan fungerer det, hvis vi ikke har fundet noget om et år? Jeg synes det er så frustrerende, ikke helt at vide hvad fremtiden bringer mht. bolig. SÅ hvis du kender nogle, der kender nogle, som kender nogle, så ved du hvor du skal henvende dig.

Igen, livet er det mest fantastiske som mor, og hvis man bare koncentrerer sig om sit lille barn, så kan alt andet vel være lige meget.

xoxo

Written by

Lærerstuderende på 21 år, der uventet blev mor d. 27. juni 2018. Kæmper i hverdagen for, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til hvordan samfundet bør agere, når man som individ har brug for hjælp. Indlæg omkring, hvordan hverdagen som uventet mor hænger sammen, og hvordan man stadig lever sit liv.

3 comments / Add your comment below

  1. En dejlig og medrivende beskrivelse af hvordan din datter kom til verden og de følelser og tanker hun har sat i gang hos dig👍 Det vender op og ned på ALT at blive mor og særligt i din situation. Det er skønt at læse dine refleksioner over dit nye liv. Du klarer det så flot og jeg er stolt af dig og jeg vil ALTID være ser for dig og Alma. Jeg håber snart der dukker en løsning op på boligsituationen. Det fortjener du ❤

  2. Hvor er det vildt at høre denne historie, Caro!
    Det er ikke noget bedre end at holde sit lille barn i armene – man glemmer alt andet❤️

    Men STORT tillykke med din lille pige!
    Håber I har det godt begge to og at I begge har fået vænnet jer til jeres nye hverdag sammen🌸

Skriv et svar