Når perfektionismen træder i stedet for fornuften…

Når perfektionismen træder i stedet for fornuften…

JEG VED AT JEG ER EN GOD MOR. Min datter har det godt, og er i trivsel. Jeg elsker min titel som mor, og føler mig hjemme i den. Alligevel er der noget der siger mig, at ALT skal se perfekt ud udefra. Hvorfor er det så vigtigt? Specielt når jeg ved, at jeg KAN klare det her, og der ingen problemer er. Jeg forstår ikke selv hvorfor jeg har den tanke, men alligevel betyder det noget for mig, at jeg gør det så godt som jeg kan, så ingen kan pege fingre ad mig.

Jeg føler, fordi jeg er blevet mor under de omstændigheder som jeg er, at jeg er nødt til at bevise omverdenen at jeg godt kan varetage denne rolle. Der er INGEN, som skal kunne sige til mig at jeg er en dårlig mor, eller at min barn ikke trives og f.eks. er usoigneret, og i værste fald have belæg for dette. Det er så latterligt, jeg ved det. Men på baggrund af dette føler jeg, at Alma f.eks. er nødt til at gå i mærkevaretøj, for så viser jeg jo omverdenen at alt er perfekt, eller hvad? Eller f.eks. have det nyeste og ‘bedste’ udstyr, ik? Der er ingen som skal kunne pege fingre ad mit barn, og ved at gøre dette føler jeg, at jeg på en eller anden måde ‘beskytter’ Alma bedst muligt – mega fjollet, ik? Jeg ved ikke hvor jeg har den tankegang fra, men den er vel ikke bare kommet snigende. Når jeg ser rundt på de sociale medier, ser det hele jo så lyserødt og perfekt ud. Men det viser sig ofte (ofte er måske ikke lige ordet, men i hvert fald tit), at det hele ikke er så lyserødt bag facaden. Det burde jeg jo tænke på,når jeg tror verdenen hænger sådan sammen. For så burde jeg jo ‘bare’ vide, at ALT ikke behøver se perfekt ud.

Men hvorfor er det så, at jeg tænker det sådan? I de 3 måneder jeg har haft Alma, har jeg ALDRIG oplevet, at nogle har set skævt på mig fordi jeg er kommet gående med barnevognen. Tværtimod. Jeg møder altid folk med et smil. Faktisk virkelig dejligt at folk er så imødekommende, og spørger ind til mit barn. Selvom jeg aldrig har mødt nogle negative kommentarer på, at jeg er blevet mor, føler jeg, at jeg beskytter mig selv og min datter bedst mod den negativitet der kunne komme, ved at sørge for, at ingen kan pege fingre ad mig som mor. Jeg føler, fordi jeg er en ung mor der er midt i uddannelse, at jeg skal bevise noget. Jeg skal bevise at jeg godt kan. Men det er jo det, der er så latterligt. Jeg kan jo være en lige så god mor, som en der er meget ældre end mig. Jeg tror også det hænger sammen med, at jeg er blevet mor fra den ene dag til den anden. Med dette føler jeg, at jeg er under konstant overvågning fra samfundet, mht. om jeg nu gør det godt nok. Derfor synes jeg nemlig det er nemt, at klæde Alma i diverse mærker, for så ser det hele jo så lyserødt ud – så er der ingen der kan pege fingre, for hvad skulle de pege fingre af? Men når jeg så sidder og skriver de her ord ned, er det jo helt ude i hampen, at jeg tænker sådan. For hvordan kan tøj og udstyr afspejle, om jeg er en god mor? Hvorfor er marmar f.eks. bedre end H&M? Det er jo lige så godt. Jeg er faktisk KÆMPE fan af f.eks. H&M’s bodystocking med lukning i siden, eller diverse genbrugssites. 1: Man skåner miljøet, og 2: hvorfor betale overprice? Så igen, det har jo intet at gøre med hvordan jeg klæder mit barn, om jeg er god nok eller ej. Men hvor er det latterligt, når man når derud. Tanker løber virkelig løbsk, specielt når man går alene hjemme. Jeg ved jo godt, at når jeg tænker sådan, så er det mig som fremstår som en med et problem, og ikke samfundet der ser det som et problem, at en ung kvinde har et barn, og kommer trillende med en barnevogn.

Som nævnt øverst, er Alma i trivsel – hun har det som blommen i et æg. Bliver forkælet i hoved og røv, og har en familie der er totalt forelsket i hende. Det er jo for fanden det vigtigste. Kærligheden til det her lille menneske. Med den ubetingede kærlighed man har til sine børn, er det jo fløjtende ligegyldigt hvilket mærke tøj de har på, eller hvilket mærke barnevogn de har – bare barnet er i trivsel, og har det godt. Denne ‘åbenbaring’ (hvis man kan kalde den det), fik jeg hurtigt, da jeg så, at INGEN mennekser vente sig om efter mig på gaden, og så mystisk på mig, fordi jeg gik med en barnevogn. Jeg så hele tiden fortvivlet rundt, for åh nej, hvordan vil folk se på mig. Hun er ung, hun burde ikke gå rundt med en barnevogn. Men som med kærlighed, er alder ligegyldig. Om man er 21 eller 40 år når man bliver mor for første gang, har vel det samme udfald, altså mht. hvor meget kærlighed man har til sit barn, og hvor god en mor man er. Det betyder meget for mig, at jeg kan få Alma til at fremstå som en der har det godt, for det er jo det vigtigste. AT BØRNENE HAR DET GODT, for så er vi forældre lykkelige. Jeg ved nu, at hvis jeg er rolig, så er mit barn også roligt, og så stoler Alma også på, at det jeg gør er det rigtige. Jeg tror, at det her for mig er et vigtigt emne, fordi udstrålingen fra folk, specielt på de sociale medier skal være så perfekt hele tiden. Der redigeres og laves om på diverse billeder, for at få det hele til at se en smule bedre ud. Vi skal bare huske på, at det hele ikke altid er så perfekt som det ser ud. For hvad betyder ordet perfekt egentlig. Det må jo være, at når noget ikke kan blive bedre? Hvis det er tilfældet, så er ordet perfekt for mig, når man datter er i trivsel. Når hun har det så godt som hun har det, så ved jeg, at der ikke er nogle som kan pege fingre ad mig, og jeg har på en måde mit på det rene. God hvor jeg glæder mig til, at hun bliver 18 år, og jeg kan læne mig tilbage i sofaen og sige: “well done”. Det må være en milepæl for mig, i den her forældrerolle. At kunne overlevere min datter til voksenlivet, med et thumps up – jeg har gjort mit arbejde. Føj, hvor jeg glæder mig altså.

Nå, det her var egentlig bare et indlæg omkring mine tanker som en nybagt mor. Hvor jeg har troet, at det hele skulle være så perfekt udefra, at jeg nærmest kløjs i ordet, PERFEKT. Jeg hviler meget mere i rollen nu, for jeg ved, at jeg har mit på det rene, og jeg er en FANTASTISK mor. Måske overskriften egentlig skulle hedde: ‘En hyldest til de perfekte mødre’. Ej spøg til side. Jeg synes det her handler meget om at perfektionismen overtager fornuften. For det vi ved er rigtigt, bliver hurtigt et spørgsmål om, om det hele er godt nok, fordi  jeg føler der er underlagt et pres om, at det hele skal være lyserødt, og virke som en dans på roser. Men hvor ville livet egentlig være kedeligt uden nogen form for udfordringer. SÅ, tak for dem!

Når der kæmpes for hvad der føles rigtigt

Hvordan forklarer man, så det trænger ind, at man står i en situation, hvor man har brug for hjælp? 

Jeg som bruger af systemet føler mig virkelig svigtet, og tilsidesat for dem som måske behøver det mere end mig. Men hvem ved hvor meget jeg behøver det, og kan sætte det mod et andet individs behov? Hvert individ i samfundet har da sin ret til hjælp og vejledning. Men den hjælp der burde være til rådighed lyder, når man læser på borger.dk og lign, at man faktisk står stillet nogenlunde, og der ikke er ‘forskelsbehandling’ på menneskene. Det jeg synes f.eks. kommunen glemmer at beskrive, når man læser på borger.dk, er de retningslinjer der står mellem linjerne. Udadtil virker det som om, at man som individ ikke kommer til at mangle noget, når man f.eks. går på barsel under uddannelse, og man kan få lige præcis den hjælp man behøver. Virkeligheden er desværre bare en anden, hvilket jeg har mærket på egen krop. Helt kort og konkret får jeg svaret fra samtlige offentlige instanser at jeg er for velstillet? Velstillet i forhold til hvad? Ja, det skal jeg fortælle dig.

Da jeg blev mor, uventet, d. 27. juni 2018 var jeg studerende på lærerseminariet på 4. semester, og stadig hjemmeboende. Hvad gør man så? Bor hjemme med et lille barn, og ja, det kan til en hvis grad fungere, men i længden er det ikke holdbart. Min mors og mit forhold ville jeg være meget bange for at miste, og ikke mindst den gode relation vi har sammen. Men Alma, min datter, skal ikke vokse op hos sin mormor. Hun skal have den følelse af glæde, når jeg som mor fortæller hende: “i dag skal vi hjem til mormor”. Alma skal ikke opfatte sin mormors hjem som sit hjem. Derfor betyder det SÅ meget for mig, at finde mit eget, så Alma og jeg kan skabe vores liv sammen, og ikke mindst få stablet en god og tryg hverdag på benene. Men nu til hvorfor jeg synes det er værd, at fortælle hvordan man kan kæmpe en kamp mod systemet.

Det hele startede egentlig den dag Alma blev født. Da det hele havde lagt sig, og jeg var faldet til i rollen som mor, trængte næste store spørgsmål sig på. Jamen, hvad med min økonomiske situation? Og hvor skal jeg egentlig bo? Jeg startede ‘selvfølgelig’ med at gå på borger.dk (læs: ‘min bedste ven’), og fik søgt diverse satser for, hvad jeg var berettiget til at få som enlig forsørger. Da jeg så læste nærmere om alle de satser fra forskellige instanser jeg kunne få, blev jeg noget forvirret. Det ene sted, altså borger.dk, sagde det ene, og det andet sted, min-SU.dk, sagde det andet. Hvad skulle jeg tro på – hvad var rigtigt og forkert? Jeg er så heldig, at i min kommune er der et sted for mødre, som hedder Familiens hus. FANTASTISK sted. Der blev jeg sat i stævne med en socialrådgiver, som kunne hjælpe mig med at få styr på det økonomiske, og få søgt korrekt hos alle instanserne. Men det skulle også vise sig at blive en jungle. For igen, hvert site vi besøgte med satser for, hvad man var berettiget, sagde noget forskelligt. Nå, tænkte jeg. Men et sted måtte vi jo starte. Så vi valgte at kontakte SU styrelsen. Hov, glemte jeg at fortælle det var midt i sommerferien? Mind mig om aldrig at søge sådanne ting midt i en ferie, for hold dog op. Det offentlige var virkelig, som i VIRKELIG på sommerferie. Men nå ja, det skal de vel også have lov til. Bare et problem når de ansatte der var mødt op på arbejde, mentalt også var på sommerferie. Sådan det føltes det i hvert fald. Nå men, det var kontakten til SU vi kom fra.

Når man er på SU og er enlig forsørger, kan man udover sin SU få et forsørgertillæg på 6090 ,- pr. måned før skat. Det lyder jo egentlig meget godt, eller hvad? Jeg var med det samme, at det lød godt, og kunne jo hurtigt regne mig frem til, at når jeg stadig modtog min SU pr. måned på 2500 ,- (ekstra fødselsklip) og forsørgertillægget oveni, løb det hurtigt op i kroner. Vi regnede og regnede, og det måtte næsten være for godt til at være sandt. Det var det så også. For igen, ALLE oplysninger er ikke oplyst på diverse websites. Derfor tænkte jeg fedt, jeg bliver ‘bare’ på  min SU. Men det kunne jeg godt skyde langt efter, for det skulle vise sig at være endnu en jungle, at få helt styr på dette. Det er først da min socialrådgiver og jeg kontakter SU og får at vide: “forsørgertillægget kan kun gives ved siden af SU, når man er AKTIV STUDERENDE”. Aktiv studerende? jamen jeg kan vel have lige så meget brug for det nu, som når jeg er aktiv studerende. Men ja, regler er regler, og dem skal der jo være nogle af. Nå, hvad fanden skal jeg så gøre? For nu stod jeg jo pludseligt i en situation, hvorved jeg enten skulle vælge mellem min SU (2500 ,- pr. måned), eller forsørgertillægget (6090 ,- pr- kvartal), altså 1800 ,- om måneden. Vi havde løbet panden mod muren. Hov, det skal lige siges, at på de 14 dage jeg sidder med socialrådgiveren, og prøver at få det her puslespil til at gå op, ringer jeg forgæves til kommunen, som skal vise sig, at være en endnu større jungle, end det jeg troede der ikke kunne blive mere indviklet.

Efter et møde i Familiens hus, valgte min mor og jeg efter tre ugers skuffende telefonsamtaler med kommunen og diverse telefonsvarer, at tage derop (på kommunen) fysisk, og få et nummer eller bare kontakt til en sagsbehandler. Jeg så det som en sidste løsning, på at få samlet alle de løse ender jeg var blevet bekendt med, efter min søgen rundt i de forskellige jungler på borger.dk og min-SU. Men det skulle vise sig at blive endnu en jungle. Ja, min mor og jeg har virkelig været en tur i skoven, for at ende hvor vi egentlig selv havde tænkt os jeg skulle ende. Men det skal jeg nok komme ind på efterfølgende. Nå, men tilbage til den store jungle det skulle vise sig at være på kommunen. Vi trak et nummer til borgerservice, for vi havde SÅ mange spørgsmål, og vi ville egentlig bare gerne tale med en sagsbehandler, så vi vidste ikke helt hvor vi skulle henvende os, og så måtte de kunne stille os i stævne med de rette folk via borgerservice. Mit nummer kom op på skærmen, og vi gik mod skranken. Det skal lige siges, at på kommunen står man i et åbent rum, med 5-7 skranker. Så man skal stå og fortælle sin historie/oplevelse så alle kan høre det – VIRKELIG FEDT (læs: MEGET  træls). Nå men vi kom til skranken, og fik så at vide, at det ikke var borgerservice vi skulle henvende os til, men ydelsesservice. Vi gik til ydelsesservice, og inden jeg fik forklaret hvad det handlede om, og hvorfor jeg var her, fik jeg beskeden: “det er ikke os der kan hjælpe, du skal over til borgerservice”. ARE YOU F…….. KIDDING ME? Jeg kommer jo lige derovre fra. Nå, men vi gik fortvivlet tilbage til borgerservice. Den ansatte mente ikke jeg kunne tale med en sagsbehandler, for sådan en har man åbenbart ikke bare tilknyttet. Mmhhh, jeg er ellers bekendt med, at et hvert individ med et CPR-nr, har mulighed for, at få stillet en sagsbehandler til rådighed. Men det kunne vi altså ikke. Jeg fik derimod et nummer til børn og unge. Jeg valgte at blive på kommunen, for at kontakte børn og unge, så jeg kunne få hjælp hurtigt, hvis det var nødvendigt. Da jeg endelig fik fat i børn og unge, fik jeg at vide, at jeg ikke kunne rette henvendelse til dem, da jeg var over 18 år. Nå, hvad gør jeg så? Børn og unge gav mig et telefonnummer til social og handicap, og jeg skulle prøve, at rette henvendelse mod dem. Det viste sig bare at være en endnu større jungle, for da jeg havde siddet i telefonen i næsten en halv time, fik jeg at vide, at nummeret ikke eksisterede mere. Hvad i al verden foregår der her, tænkte jeg. Var det skjult kamera? men nej, den var sgu god nok. Min mor og jeg, sammen med lille Alma, havde nu brugt lidt over tre timer på kommunen den dag, og vi ville egentlig bare gerne sættes i stævne med en sagsbehandler. Da vi i starteden sad og ventede på det blev vores tur, havde jeg lige fået lagt Alma til bryst, og da vore nummer kommer op, var det ikke muligt, at springe en tur over, så vi kunne vente. For jeg havde jo lige åbent mælkebaren, så Alma kunne få mad. Men nej, der var intet at gøre, så jeg måtte stå, til offentlig skue, oppe ved skranken, og amme mit barn. Jeg synes det er under alt kritik. Min mor som ellers har en lang lunte, og har svært ved at hidse sig op, var oppe i det røde felt. Vi valgte simpelthen at gå fra kommunen, for hvad vi var blevet telefonisk, var det samme vi blev på selve kommunen – kastebold mellem flere forskellige afdelinger. INGEN VILLE TAGE ET ANSVAR.

Jeg forstår ikke, hvorfor eller hvordan man ikke kan få den hjælp fra samfundet, som man har behov for? Ydermere da vi første gang var i borgerservice. Gud det glemte jeg at fortælle. Men der fik jeg stukket en telefon i hånden med en medarbejder, fra en afdeling jeg ikke kan huske, men hun spurgte så om en masse spørgsmål. For i og med jeg boede hjemme, ville jeg jo RIGTIG GERNE have en lejlighed. Ikke at sige, at jeg forventede kommunen stillede en stor lækker 3-værelses klar på en uge, men en forventning om, at jeg måske havde muligheden for at komme på en akutliste eller lignende. Men tilbage til medarbejderen i telefonen, for hun spurgte så om jeg var voldsramt, NEJ, Har du været i fængsel, NEJ, er du socialt belastet (handicap, dårligt gående m.m), NEJ, bor du på kvindehjem, NEJ. Men så var der ikke noget de kunne gøre, for var jeg ikke under en af disse kategorier, var jeg ikke berettiget til, at stå på en akutboligliste gennem kommunen. Og ja, man skal da have særlige forhold for at kunne få lov til dette, for ellers ville gud og hver mand jo kunne blive skrevet op. Jeg syntes, at det er nogle voldsomme kriterier man skal ind under, for at være attraktiv til dette. Jeg kan jo have lige så meget brug for et sted at bo, som en person, der eventuelt sidder i kørestol? Hvem bestemmer eller går ind og vurderer, hvornår man er socialt belastet nok til at få adgang til en sådan liste, eller generelt bare adgang til den fornødne hjælp? Nå men tilbage til opholdet på kommunen. For vi kom jo egentlig for, at få kontakt til en sagsbehandler, men det fik vi heller ikke. Så vores ophold på kommunen var egentlig spild af tid. Ansvar bliver vi hele tiden bedt om at tage omkring vores liv. Tag ansvar for dine handlinger – det bliver vi hele tiden påduttet i f.eks. folkeskolen, og at vi skal tage ansvar omkring vores liv, og det at få en uddannelse. Men når vi så er voksne, så kan vi saftsuseme heller ikke finde ud af at tage et ansvar. Det her indlæg blev hurtigt heads mod samfundet, systemet og kommunen, hvilket egentlig ikke var meningen. Men århhh hvor er jeg dog bare træt af, at systemet er underlagt så mange regler. Ikke at sige, at jeg bare fortjener at få alt serveret på et sølvfad, men jeg havde bare så mange løse ender ift. økonomi og hvordan min hverdag nu skulle hænge sammen, at jeg havde behov for en, der kunne hjælpe mig med at samle trådene – men hjælp, tsk, det fik jeg overhovedet ikke.

Familiens Hus, igen, FANTASTISK sted. Der kom jeg igen i stævne med en medarbejder, for nu når det ikke rigtig kunne hænge sammen økonomisk for mig på SU, skulle jeg jo finde en anden mulighed. Barselsdagpenge kan jeg ikke få, da jeg ryger ind under 33 ugers reglen, desværre. Men vejen frem for mig økonomisk var så kontanthjælp. Det har jeg søgt, og min sag er igang med at blive behandlet, troede jeg. Jeg søgte kontanthjælp d. 20. august, og behandlingstiden er mellem 5-8 uger. Jeg ringer op på kommunen d. 17. september, da jeg syntes det var underligt jeg intet havde hørt ift. kontanthjælp, og hvor lang behandlingstiden var. Behandlingstiden vidste jeg kun, fordi jeg havde fået den oplyst, af hende fra Familiens Hus. Men da jeg så kontaktede dem, fik jeg at vide at hende der skulle behandle min sag var langtidssygemeldt – GREAT! Nå, men hvad gør jeg så? Hende der skulle overtage sagen, var på ferie – FEDT FEDT FEDT! Hende medarbejderen på kommunen var så, så sød, og sagde at hvis jeg sendte min sag til hende, ville hun se på den så hurtigt hun kunne – TAK! Endelig én person der var til hjælp, og tog noget ansvar. Jeg synes bare igen, at det er utroligt, at det er mig selv der skal kontakte kommunen for at få nogle svar. Hvad hvis jeg ikke havde ringet – havde min sag så stadig bare ligget på bordet hos hende der var på ferie. Grunden til jeg også er så iver med at få styr på økonomi osv. det er, at det er jo svært at finde et sted at bo, når man ikke helt ved hvor mange penge man har at gøre godt med om måneden. Det hele hænger jo sammen. Jeg kan jo ikke f.eks. melde mig ind på en lejlighed til 5000 kr, hvis jeg ikke ved om jeg f.eks. har 8000 ,- eller 10.000 ,- om måneden. DET ER SÅ FRUSTRENDE.

Jeg skriver ikke det her for medlidenhed eller lignende, men simpelthen en advarsel for andre mennesker. For kommunen går også ind for tidlig indsats, og hvis det her ikke er tidlig indsats så ved jeg ikke hvad. Alt den tid og krudt jeg har brugt på forskellige instanser, kommunen m.m., ville jeg MEGET hellere have brugt på min datter. Det er så irriterende at jeg skal bruge så lang tid på, at komme i kontakt med de rigtige mennesker, specielt når man har et lille barn på armen, som man hellere ville lægge sin energi i. Det er bare utroligt, at man skal kæmpe så lang og sej en kamp, for at få det man egentlig havde brug for – den rette hjælp. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den første der har prøvet dette med samfundet og systemet, men jeg tror også at nogle mennesker er tilbøjelig til, ikke at tage ‘kampen’ op mod kommunen og lade dem vinde, simpelthen fordi man ikke orker de julelege. Det kan jeg VIRKELIG godt forstå, for havde det ikke været for min kære mor, så tror jeg heller ikke, at jeg have orket at tage kampen op. Men så let synes jeg ikke de skal slippe. Jeg ved godt kommunen er underlagt retningslinjer, og det ene og det andet. Men for engangsskyld kunne det sgu være rigtig fedt, hvis der bare var nogle der tog ansvar, og gad lytte, i stedet for slavisk at følge nogle retningslinjer man var påduttet. Det er som om, at så snart man stikker lidt uden for disse retningslinjer, at så ved medarbejderne ikke hvad de skal gøre, de tør ikke tage ansvar, og så er det nemmere bare at kaste bolden videre, og håbe på andre tager ansvaret. Det var det ansvar vi kom fra, ik? Det er så fandens vigtigt, at man selv tager ansvar. Derfor tager jeg også ansvar for det jeg har været igennem med kommunen, og har netop skrevet et brev til borgmesteren, i håb om at der bliver taget hånd om dette problem – at det er nemt for medarbejderne, at gøre brugerne af kommunen til kastebold uden konsekvenser. Det her er ikke for medlidenhed, men et opråb til politikerne derude, og et håb om, at det her en dag forhåbentligt havner det rette sted.

Det her var min oplevelse med kommunen, og hvordan man nogengange skal kæmpe for at få det man vil opnå. Sorry for det lange opslag. Jeg synes bare, at det er en så fandens vigtig sag, at ALLE individer har ret til hjælp. Et gammelt ordsprog lyder: hvad der kommer let, går let. Det må man så sandelig sige holder stik, i hvert fald i det her tilfælde. Det vidner også bare om, at hvis man knokler nok for det man gerne vil, så skal tingene nok lykkedes. Nu har jeg snart min kontanthjælp, og Alma og jeg skal ud at se på lejlighed i løbet af denne her uge – hey! tingene flakser sig faktisk, når man kæmper for det man føler er rigtigt!

 

Caroline Brun

Øh, der var pludselig en baby!?

Øh, der var pludselig en baby!?

Spoiler – dette indlæg kommer til at være meget personligt, og LANGT!

Hey guys! Livet byder på mange store overraskelser, og jeg må sige, at jeg er blevet beriget med en af de største. Hvordan håndterer man lige, at der pludselig er en baby? Dette indlæg handler om, hvordan jeg for første gang blev mor, og hvor surrealistisk hele min tilværelse blev.

Det hele startede jo egentlig i oktober sidste år. Tirsdag d. 26. juni 2018 vågnede jeg op som jeg plejer, bagte en dejlig jordbærtærte, for jeg skulle på besøg hos mine elskede bedsteforældre. Jeg kunne mærke nogle jag, eller nærmere små stød i ryggen, men hvad fanden, jeg var faldet til håndboldtræning ugen før og havde slået mit haleben, så det var vel bare det der gjorde ondt. Men næ nej, jeg kunne godt se frem til nogle timer i smertehelvede (det kan alle fødende skrive under på – den satans smerte en ve kan volde). Nå, men jeg skulle jo ned til de gamle, og det kom jeg. Om aftenen begyndte det dog at krampe helt vildt i ryggen, men det var jo bare det der haleben der gjorde ondt. Det var jeg overbevist om. Jeg bad derfor min farmor om nogle smertestillende og gik i seng. Da klokken blev omkring 23, brød helvede løs. De ‘små’ jag blev hurtigt forvandlet til store kramper i maveregionen, og jeg kunne nu se frem til en nat uden søvn. Jeg tænkte, at det måtte være blærebetændelse eller nyrebækkenbetændelse. Og når man så har ondt i maven, skal man ko bare lige finde den rigtige stilling at ligge i, og så kan man lige klare det, ik? Jeg kunne hverken ligge, sidde, stå, gå eller danse i den tilstand jeg var i. Danse var egentlig nok nærmere ordet, for jeg følte faktisk, at jeg dansede rundt. Det kender i vel til, jer der har født? Den følelse med, at man ikke kan være til nogen steder, fordi sådan en satans ve gør så pokkers ondt. Men jeg havde jo så veer hele natten, og havde nok trasket stuen tyndt – jeg kendte i hvert fald hvert eneste stykke fnuller i hjørnerne. Da klokken blev seks, kunne jeg ikke holde til mere, og jeg måtte søge hjælp. Min farmor ringede til lægevagten, men de var ikke til megen hjælp. Mine bedsteforældre ville gerne gøre mig hjem, men fandeme nej om jeg skulle ud i en bil. Jeg skulle bare have lov at sidde på toilettet – der havde jeg det bedst. Det tog et dejligt pres fra de satans veer.

Da klokken var 09.24 skete det magiske så. Kvindekroppen er FANTASTISK. Jeg havde det virkelig som om jeg skulle skide, men nej, jeg havde en presseve, og kunne simpelthen trække mit eget kød og blod ud, nemlig min lille datter. Ja, du læste rigtigt, JEG VIDSTE IKKE, AT JEG VAR GRAVID, og opdagede det først da jeg stod med et barn. Jeg skulle hverken se hende eller røre hende, så jeg kaldte på min farmor. Min farmor var mega awesome, og tog det her lille barn op ad toilettet, for ikke nok med jeg ikke vidste noget om graviditeten, fødte jeg hende også ved en sædefødsel i toilettet. Tror jeg i min choktilstand, at jeg fik sagt til min farmor: “nå, det var nok derfor jeg havde så ondt”. Men hun fik svøbt den her lille pige ind i håndklæder, og bundet knude på navlestrengen, og ringet efter en ambulance. Ambulancen kom, og det skal lige siges at mine bedsteforældre bor på Stevns i Rødvig, og derfor er der langt til nærmeste fødeafdeling. Vi skulle til Roskilde, og jeg er aldrig i hele mit liv kommet så hurtigt fra Rødvig til Roskilde – han har bare givet pedal ham ambulanceføreren. Men ind på hospitalet kom vi, og så fik jeg endelig min lille datter op. Kæmpe credit til den jordemor, der fik mig overbevist om, at nu skulle jeg altså være nogens mor, og nu skulle jeg altså passe på et lille menneske – rettere sagt, sætte et andet menneskets behov før mine egne. Men hvem er ikke også villig til at ofre det, når det er ens eget barn? For fanden, det er jo den vildeste følelse ever. Jeg var i den største rus af lykke, og det første min mor sagde til mig, da jeg kom ind på hospitalet var: “vi skal nok klare det her”, og det var bare alfa-omega for mig – min mors støtte. Amen, det betød ALT!

Nå, men hvordan tilrettelægger man lige sit liv nu? Ja, man er simpelthen fire dage på hospitalet, og så er man bare klar til livet som mor – hvor er det dog et FANTASTISK liv. Hvorfor er der ikke nogle der har overbevist mig noget mere om, at de der børn, bare kan gøre noget ved en person. Før jeg blev mor, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at den største gave var at få nye håndboldsko, eller en ny håndbold til træning (det skal lige siges, at jeg er håndboldfanatiker, og har spillet i 15 år). Men det er da bare det ALLER STØRSTE at blive nogens mor. Der er et lille barn, der på et tidspunkt kalder mig for mor. Livet er søreme vildt. For 3 måneder siden stod jeg midt på Nørrebrogade med en hockey (spand med alkohol), og havde mit livs fest til Distortion. Jeg var til sidste træning inden sommerferien ugen inden jeg fødte. Livet er uforudsigeligt, og ikke mindst er  kvindekroppen vidunderlig. Det her er nærmest også en hyldest til kvindekroppen, men altså, vi SKAL hylde den, for den er FANTASTISK.

Nå, men vi skal jo tilbage til det der med, hvordan man lige håndterer at der pludseligt er et barn? Det skal jeg sige dig, man hviler i sig selv, og så tror jeg, at kvindekroppen har et moderinstinkt der ligger og dulmer, og når man ved man skal bruge det, så er det der bare. Jeg lytter til mig selv, til min datter. Vi har fået en dejlig tilværelse, og jeg nyder hende så meget. ALT det der er sket på 2,5 måned. Det er jo helt vildt. Jeg mener, stop lige tiden altså. Mødre, det må i vel kunne skrive under på? Inden vi får set os om, har man en diskussion om, hvor mange cidere de må drikke til deres første fest. Jesus Christ, godt der er længe til det – eller er der egentlig det?

Men selvom det er helt fantastisk at blive mor, har det været en udfordring, synes jeg, når man så også liiiiige har det der studie. Jeg læser til lærer, og skulle have startet på fjerde semester her i august. Det har jeg sat i bero, og er nu startet på barsel. Men når man stadig bor hjemme, er det ikke så let at finde et sted at bo. Nu er det ikke kun ens egne behov der skal opfyldes, men også et lille barns. Når man søger hjælp hos sin kommune får man at vide, at man skal være voldsramt eller have været på kvindehjem eller i fængsel, for bare at være attraktiv til, at stå på en akutliste til boliger i kommunen. Hvad er det for et samfund vi lever i? Hvem vurderer hvornår man er socialt belastet nok, til at få hjælp? Jeg er KÆMPE fortaler for, at der skal være hjælp til alle, og man bør kunne dække alles behov ind – men sådan ser virkeligheden desværre bare ikke ud. Man skal virkelig kæmpe en kamp for at blive hørt. Jeg bor stadig hjemme hos min mor, med min lille datter, og det fungerer nu. Men hvordan fungerer det, hvis vi ikke har fundet noget om et år? Jeg synes det er så frustrerende, ikke helt at vide hvad fremtiden bringer mht. bolig. SÅ hvis du kender nogle, der kender nogle, som kender nogle, så ved du hvor du skal henvende dig.

Igen, livet er det mest fantastiske som mor, og hvis man bare koncentrerer sig om sit lille barn, så kan alt andet vel være lige meget.

xoxo