Alma har fået sin første tand, og jeg er blevet bekymret

Endelig. ENDELIG fristes jeg til at sige. Alma har fået sin første tand, og det er vi ret så vilde med herhjemme. Der har heldigvis ikke været de store gener omkring det, så det er bar’ dejligt.

Nå men, det her indlæg skal egentlig handle om hvilken bekymring det har givet mig med på vejen, at Alma har fået tandfrembrud. Jeg var jo godt klar over, at den dag ville komme før eller siden. Ellers ville vi virkelig have et problem tænker jeg? Ej, jeg har virkelig fået noget at tænke over.

Dengang jeg gik i første klasse besluttede skoletandlægerne, at hive to af mine mælketænder ud. Lige i midten af munden. Great! Men de hev dem ud fordi, de mente der sad to blivende tænder, og ikke kunne komme ned grundet mælketænderne var i vejen. Efterfølgende har det så vist sig, efter vi selv tog fat i tandlægerne, at jeg ingen blivende tænder havde, og de havde set forkert på røntgen. Øhhh hvad gør man lige i denne situation? I alle de år jeg kan huske, har jeg aldrigt haft et fuldt tandsæt. Jeg smilede aldrig med tænder på billeder. Jeg fik bøjle på i de ældre klasser, og derfra startede helvede. Jeg havde bøjle på i 10 år, og det var 10 år ud og ind ad tandklinikker, hvor de hverken kunne finde hoved og hale i behandlingen af mine tænder. Det har været en kamp. En kamp der heldigvis er slut nu. Jeg fik nemlig mine implantater sidste år, og jeg har aldrig været gladere, og hey, jeg smiler med tænder nu.

Men tilbage til min bekymring. Efter denne her oplevelse. En oplevelse jeg virkelig ikke ønsker for nogen andre, er jeg kommet til at tænke på Alma. Hvad nu hvis hun har arvet sin mors tænder? Jesus Christ, det håber jeg ikke for hende. Dengang jeg havde bøjle, så jeg det ikke som et problem. Jeg har altid taget det her cirkus med et smil, og bare ‘accepteret’ at det var sådan jeg så ud. Jeg var på ingen måde hæmmet af det, bortset fra det at smile med tænder. Jeg følte mig faktisk ret sej med bøjle, mest af alt fordi jeg var så cool med det. Jeg håber virkelig Alma tager det så sejt som sin mama, hvis det kommer så langt, at hun får lige så forfærdelige tænder som mig. Nogengange må man gerne klappe sig selv på skulderen – rettere sagt, man SKAL!

Jeg synes det er så nervepirrende at vide, at min lille pige er igang med at udvikle noget så vigtigt som et pænt smil, og så ikke vide hvordan det kommer til at se ud. Come on, det ved vi jo alle sammen kan være noget af det smukkeste. Jeg har intet imod mennesker med bøjle, hallo!? Jeg har jo selv været der. Men jeg har noget imod, hvis min datter skal igennem samme svingom som sin mor. Det skærer i mit hjerte at tænke på. Man vil jo forfanden ikke udsætte sine børn for unødige gener. Jeg ved ikke hvorfor jeg har den tanke eller bekymring, men jeg tænker rigtig meget på når hun skal starte i skole, hvis hun har arvet mine tænder. Børn kan være så tarvelige mod hinanden, og ofte sige ting, de ikke forstår betydningen af. Jeg vil ikke være grunden til, at min datter skal føle sig udenfor eller lign, grundet hendes tænder ikke ligner alle andres. Og det er egentlig også det jeg er kommet frem til, når jeg sidder og skriver det her. Selvom tænder ikke er snorlige, så kan de være fandens charmerende. Og det tænker jeg, at hvis Alma får mine tænder, så får hun de mest charmerende nogensinde. Thats it! Og jeg vil bakke hende så meget op hjemmefra, at hvis nogle siger hun har grimme tænder, så fortæller hun dem, at det er skide fedt, og hun har federe tænder en de har, fordi hendes skiller sig ud. Og sådan får man vendt en bekymring, til en omgang killness. Jeg føler virkelig, at efter jeg har tænkt og tænkt og tænkt over det her ‘problem’, så bliver det ikke noget problem. Hvor er det i bund og grund typisk os som mennesker, at tage alt muligt ilde op, før det overhovedet er sket. Hvad nu hvis Alma bare får de smukkeste tænder. Sådan kan den jo også vendes.

Men ja, det her er bare endnu en af de bekymringer der følger med som mor. Jeg er nået til, at jeg vil se frem til alle de udviklingstrin hun skal igennem, også tænderne. Selvom jeg synes det er svært at tænke på, og specielt når det ligger til min familie at have små tænder, og mangle tænder. Det her bliver bare endnu en historie der skal skrives i Almas liv, hvis det viser sig vi skal igennem endnu et tandcirkus. Skidt pyt, bring it – VI ER KLAR!

Det hårdeste ved at være alene om, at være nogens mor

Som overskriften ganske fint beskriver det, er der én ting der overstråler ALT, når det kommer til at skulle være hårdt at være alene om et barn.

Alma er inde i en periode, hvor der sker rigtig mange ting for hende. Hun er på stadiet fra at kravle til at gå, hun er ved at få tænder, har lært at ‘spise’ selv. Det er et udpluk af de ting, der kan gøre livet surt for en baby, og ikke mindst ejerne af denne. Når der sker så mange ting for Alma er min overbevisning, at det eneste tidspunkt hun har tid til at bearbejde alt det der sker, er når hun sover. Det er det eneste sted der er 100 procent ro. Ellers er hun jo konstant på overarbejde, fordi hun er så nysgerrigt et barn. Jeg vil vove og påstå, at der ikke sker noget herhjemme, uden det er gået hendes næse forbi.

Nå, men når Alma så en sjælden gang har en de aftenener, hvor alle indtrykkene bliver too much, selv for en nysgerrig baby, er det kun mor der dur. Normalt hvis hun vågner midt i sin søvn, vil jeg kunne tage hende op, vugge hende tilbage i søvnen, eller lægge en hånd på hende og fortælle jeg er der og passer på hende, og så er den skid slået og hun sover trygt igen. Men på aftenener som denne, er det nok det største NEJ i verdenshistorien til den manøvre. Det vil hun slet ikke acceptere.

For det meste gemmer jeg opvasken og diverse oprydning fra dagen til om aftenen. Så har jeg hele dagen til 100 procent, at kunne være der omkring Alma. Men det betyder jo så også, at når hun ikke liiiige arter sig som hun plejer, så bliver det hele udsat. Det er der jo som sådan ikke noget galt i. Jeg synes bare det er rart, at stå op til et ryddet hjem, og ligesom starte dagen på en frisk, og ikke med en masse missere fra dagen før. Der er det nok bare mig selv, der tænker for meget over, at jeg ikke lige når det jeg vil. For det er jo for filan ikke et problem. Jeg mener, så skulle tredje verdenskrig jo være brudt ud for længst.

Når det så er sagt, så priser jeg mig lykkelig for, at det nok kun kan tælles på to hænder hvor mange aftener jeg af haft som denne, efter Alma kom til. Det er virkelig, som i yderst sjældent at det er en kamp at få Alma til at sove. Vi har fundet vores rytme, og det har fungeret hele vejen igennem for os. Og det er jo det, det handler om ik? At finde de løsninger der fungerer, i stedet for at sigte efter ‘normalen’. Og normalt går jeg at småbrokker mig over, at min datter det meste af tiden ikke vil sove på mig, som da hun var helt lille. Det er jo normalt forfanden. Men når det så endelig sker, så brokker jeg mig også over det. Det er typisk, ik?

På aftenener som denne ville jeg ønske, at jeg kunne sætte en far til at gøre hvad en far kan gøre. Men det er jo også hyggeligt, at hun endelig for en gangs skyld har lyst til at sove hos sin moaaaar. Det vil jeg nu nyde lidt endnu.

Sweet dreams.

‘Regler’ der bør overholdes, når man er babyejer…

Efter jeg er blevet mor, har jeg fundet ud af, at der er rigtig mange ting, som i RIGTIG mange der skal ‘overholdes’. Derudover tænker jeg rigtig meget på, hvorfor der er disse retningslinjer. Ja, selvfølgelig er det godt at man som nybagt babyejer, kan have en guide der kan bane vejen for hvad der er rigtig og forkert. Men alligevel, der er jo intet forkert i den måde vi opdrager vores børn på. Vores børn er forskellige, og derfor bør det kun være en guideline til, hvordan man kan gøre tingene, men ikke en, sådan her SKAL du gøre. Tværtimod. Og det er derfor jeg tror, det kan være ‘farligt’ at have fagpersoner, der nærmest tvinger en til at følge de her retningslinjer præcis.

Jeg er ret splittet på det her område. Og hvorfor er jeg egentlig det? Jo, efter jeg blev mor ret uventet, var der rigtig mange som have virkelig gode råd til hvordan jeg skulle håndtere diverse situationer. I starten labbede jeg alle råd i mig, dårlige som gode. Men efterfølgende som Alma blev ældre, og vi lærte hinanden bedre at kende, begyndte jeg at blive mere og mere irriteret over folk som skulle ‘belære’ mig om hvordan man håndterer en baby. Bevares, jeg var og er helt ny i faget, men selvom jeg er det, er det stadig mig som forælder, der kender mit barn bedst. Jeg tænker nemlig derfor, at hvis man er en mor som er lidt usikker, kan de her retningslinjer være ret forvirrende, eller i hvert fald ikke til nogen hjælp. Det mener jeg fordi, at hvis der står noget hvor man som mor kan se, at ens barn gør noget anderledes, at så kan man hurtigt få den fornemmelse af, at man ikke gør det godt nok eller lignende, og for fanden, det er bare det værste at tvivle på sig selv, selvom man egentlig godt ved at man har styr på det. Det er bare svært når der hele tiden er fagpersoner som bonger en i hovedet, ik!

Jeg modtog i starten dagligt henvendelser fra folk om, hvordan jeg skulle opdrage Alma, og hvad der var vigtigt at have eller gøre. I starten var der nogle der var forargerede over, at jeg ikke havde investeret i en babyalarm. Og ja, de er virkelig gode, men da jeg stod med min datter i armene, syntes jeg ikke en babyalarm var vigtigere end f.eks. at få styr på barnevogn og sengesituation derhjemme.

Jeg husker også tydeligt de første to måneder når jeg var ude blandt mennesker med Alma, eller vi skulle besøge nogle, at hvis hun blev utidig, så var reaktionen fra dem jeg var hos med det samme at, hun nok var sulten. Dengang vidste jeg ikke bedre. Det var første gang jeg var nogens mor, så ja, de havde jo prøvet det før, så det var jo nok rigtig. Det resulterede i, at jeg ofte fik ‘overfodret’ mit barn. Overfodret lyder så banalt, men et barn får jo indåndet utrolig meget luft når de dier, og derfor nogle aftener, var jeg ikke i tvivl. Alma var så ked af det, fordi hun havde SÅ ondt i maven, grundet alt det luft der var kommet ned. Der gik det op for mig, at som Almas mor var det derfor også mig, som kender hendes behov bedst. Jeg lærte derfor på den hårde måde, hvad der var rigtigt og forkert at gøre, og hvornår jeg skulle tage det til mig som folk sagde. Nu er jeg rigtig glad for, at jeg er så stædig af sind. Mest af alt, fordi Alma og jeg har fundet den helt rette melodi, takket være at jeg har lyttet på mig selv, og ikke mindst min datter.

Men nu egentlig til hele tanken bag det her indlæg. Jeg havde besøg af sundhedsplejersken da Alma var otte måneder. Et helt alminde tjek. Faktisk med en helt ny sundhedsplejerske, da vi jo har skiftet kommune. Det hele var lidt underligt. Dels fordi jeg synes det var mærkeligt at skulle åbne 100 % op for et menneske, som jeg skulle tale med i 20 minutter. Dels også fordi en fagperson på meget kort tid, skulle bedømme om mit barn var i trivsel. Vi talte så lidt frem og tilbage omkring ting der skulle til at ske, nu hvor Alma var blevet så stor. F.eks. det at skulle sove i egen seng. Sundhedsplejersken syntes at Alma nu skulle sove i sin egen seng hele natten, og også puttes deri.

Jeg har nogle gange held med, at kunne putte Alma i hendes seng, mens jeg sidder ved siden af. Men så skal hun virkelig også være træt. Ellers fungerer det for os, at hun falder i søvn hos mig, og jeg så kan lægge hende i hendes egen seng. Når hun så nogengange vågner om natten og har brug for mad eller tryghed, tager jeg hende altid over til mig i min seng, og så samsover vi resten af natten. Der er ikke noget jeg elsker mere, end at vågne op ved siden af det menneske jeg har aller kærest. Lige nu for Alma og jeg handler det om, at finde de løsninger der fungerer, ikke mindst for Alma og hendes søvn. Men også for min. Jeg er så GLAD for, at hun sover så godt. Det betyder at jeg kan få min søvn, og dermed kan være den bedste udgave af mig selv hver dag overfor Alma. Sundhedsplejersken mente også, at det var nu man skulle stoppe med at amme sine børn om natten. Men hey, er det sig der står med en ulykkelig unge kl. 3 i nat? Nej, godt så. Derfor ammer jeg mit barn om natten, hvis det er det hun har behov for. Som sagt, jeg gør det som fungerer for os. Og for at vende tilbage til det med at børn er forskellige, så er det lige præcis hvad jeg mener. Jeg ammer mit barn om natten, men det gør fru. Jensen måske ikke. Der er ikke noget der er mere rigtigt end andet.

Efter jeg er blevet babyejer, er jeg kommet frem til, at det er SÅ farligt at sammenligne sig med andre mødre. Man er perfekt på hver sin måde, og jeg er i den grad den perfekte mor for Alma. Jeg elsker min titel som nogens mor, og jeg hader alle de regler der følger med den. Nå ja, nogle af dem er vel meget gode at have i baghovedet, men alligevel, vi skal huske på at vi er dem der ved bedst om vores børn. Vi er perfekte mødre for vores børn!

Jeg har taget min uddannelse til eftertanke…

En barsel kan mere end bare andet at knytte bånd mellem barn og mor. Midt i åbning af mælkebaren og daglige besøg på puslebordet, har jeg tænkt, tænkt og tænkt. Ikke kun tanker der bevæger sig hen imod hvilke grøntsager min datter skal smage i dag, eller hvilke bleer jeg skal købe. Tankerne har drejet sig om noget mere seriøst, nemlig min uddannelse. Jeg er så glad for at læse inde på lærerseminariet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er den rigtige vej for mig. Jeg elsker at arbejde med børn, og specielt at skulle hjælpe dem med, at forme deres vej i livet på det boglige plan, måske også det personlige?

Hmmm, hvordan har du så taget din uddannelse til eftertanke, når du ikke har overvejet at droppe den? Ja, det er jo det lige. Jeg mener ikke man behøver stoppe eller ændre ved noget, for at tage det til eftertanke. Jeg vil nærmere sige, at jeg at revurderet min lyst til at blive lærer, og revurderet de overvejelser der lå bag den karriere jeg ønskede, dengang jeg søgte ind på studiet. Jeg søgte ind med den tanke, at jeg ville være mere end bare en lærer. Jeg vil nok gerne være nogens rollemodel, gerne med alt hvad det indebærer. Jeg vil være den person, der sørger for at forme og danne eleverne til lige præcis de personligheder de gerne vil udstråle. Jeg vil gerne hjælpe dem med at være sig selv, og tro på sig selv. Det er nok den type lærer, jeg håber på at blive. Midt i alle de illusioner om at blive lærer, kommer min datter nu ind i billedet. Det er derfor jeg har taget min uddannelse til eftertanke. Nu uddanner jeg mig ikke bare som lærer, for at lærer andre børn noget. Nej, nu uddanner jeg mig, for at arbejde det sted der skal danne rammen for min datter i RIGTIG RIGTIG mange år, nemlig folkeskolen og gymnasiet (hvis det altså er det hun ønsker). Se, nu skal jeg jo ud og arbejde for det sted, hvor min datter skal udfolde sig. Hun skal ikke bare blive klogere det sted, tværtimod. Hun skal også formes, og lære sig selv at kende, samt blive klogere på alt det hun ikke ved. Nu har jeg lige pludselig en anden tilgang til det at være lærer. Jeg skal være det for andre børn, som en anden voksen skal være for mit barn – en hjælpende hånd. Hvis det giver mening? Min tanke med at læse til lærer har hele tiden være begrundet med, at jeg gerne vil hjælpe børn igennem, hvad der kan være svært, samt det der også kan være nemt.

Min barsel har derfor været en øjenåbner for mig mht. min uddannelse, og hvorfor jeg gerne vil uddanne mig som lærer. Nu skal jeg ikke bare undervise, men jeg skal også være en del af den institution der skal danne rammerne for min datter meget længe. Derfor skal det være et godt sted. Det skal være et sted hun har lyst til at komme, et sted hvor hende og for den sags skyld alle hendes medelever bliver taget seriøst. Jeg kan godt frygte lidt for, hvordan hendes skolegang forbliver, hvis situationen omkring folkeskolen fortsætter som hidtil. Jeg synes, at den danske folkeskole er faldende ift. elevernes læring og deres trivsel. Det handler kun om hvor godt de respektive folkeskoler kan klare sig resultatmæssige, og dermed på papiret se perfekt ud. Men er en skole perfekt, hvis det kun kan ses på et papir, men ikke på elevernes ve og vel? Jeg vil simpelthen nu, gøre alt for at den folkeskole min datter skal ud i, bliver den bedste af sin slags. Bevares, ikke fordi jeg ikke brændte meget for at skabe en god skole før, det gjorde jeg, og det gør jeg. Nu har folkeskolen bare fået en anden betydning for mig, i og med jeg har et barn der skal ud i den. Og selvom jeg kun er en lille brik i hele det her land af lærer, så vil jeg stadig gøre mit til, at folkeskolen er et rart sted for eleverne at sætte deres ben.

En barsel kan virkelig sætte nogle tanker i gang, og jeg glæder mig helt vildt meget til, at jeg skal i gang igen til august. Jeg kan ikke vente. Ikke nok med, at jeg skal tilbage til det boglige (det savner jeg faktisk), så kommer jeg også tilbage med en helt ny motivation for det at blive lærer. Jeg kan ikke vente. Min barsel har virkelig været guf for mig, set med uddannelsesbrillerne. Hvor det før var lidt tungt, at tænke på jeg skulle aflevere min datter i vuggestue for at tage i skole, er det nu byttet ud med glæde. Det bliver så dejligt at vende tilbage til hverdagen. Det er lidt farligt med barsel, det sætter virkelig gang i en masse tanker, både på godt og ondt. Jeg er da MEGET glad for, at jeg har en plan for hvad jeg skal efterfølgende, ellers ville jeg da slet ikke vide hvor mit nysgerrige liv ville tage mig hen efter min barsel. Thank god for bestemthed!

At være alene om, at være nogens mor…

I den tid jeg har haft fornøjelsen af at være nogens mor, er det første folk spørger mig om, når de hører at jeg er alene; “er det ikke utrolig hårdt?”. Jo, fandeme JO. Til tider er det rigtig hårdt, men jeg tror også, at det er hvad man gør det til.

Jeg oplevede her for nogle uger siden, at jeg var igang med at bestille en kaffe. Den berømte kaffe en mor med en trillende barnevogn ofte er forbundet med. Nå ja, det var kaffen vi kom fra. Jeg bestilte mig en lækker latte, da jeg havde været så dygtig at smække mig ud af lejligheden. Så Alma og jeg, vi havde nogle timer vi skulle slå ihjel. Jeg var så heldig at Alma tog sig en laaaaaang skraber, og derved kunne jeg få noget mortid – altså ro til at drikke min kaffe, og faktisk at kunne drikke den mens den stadig er varm. Men den kender alle med børn vidst godt? Vi laver den i håbet om at drikke den tids nok, men så er der altid liiiige et eller andet ungen skal have hjælp til, ik? Nå, det var den kaffe altså. Jeg står og bestiller min kaffe, og ud af øjenkrogen kan jeg lige nøjagtig skue to mødre sidde med deres forhåbentlige varme kaffe, og deres børn sovende i barnevognen. Vi var mange mødre der var heldige med kaffen den dag.
Jeg overhører så, mens jeg venter på min VARME kaffe, at den ene af mødrene sad og irriterede/brokkede/konstaterede, at hun ikke var tilfreds med den givne situation (jeg håber ikke jeg støder nogle ved at skriver om dette). Moren var ikke tilfreds med, at hendes mand og far til hendes barn skulle ud at rejse, og hun nu skulle være alene med deres barn i 14 dage? Jeg tænkte; “hmmm, ja hvordan mon enlige mødre klare den?”. Vel ligesom alle andre mødre? eller hvad, er jeg helt galt på den? Det var rigtig hårdt, at hun ikke kunne gøre gavn af sin mands hjælp med barnet i den tid. Det var SÅ tydeligt, at hun ikke kunne overskue, hvordan hun skulle få hverdagen til at hænge sammen.

Ja, nu er det efterhånden et par gange jeg har hørt lignende, eller i hvert fald magen til samme. Jeg må ærligt indrømme, at jeg føler mig lidt stødt. Jeg ved ikke om ‘stødt’ er ordet, men det vælger jeg sgu at bruge. Jeg synes det er så trættende at høre på, at vi der er enlige mødre skal ligge under for, at det er ih og åh så hårdt at være alene med børn, specielt fra de mennesker der ikke selv er alene. Bevares, det her er måske ikke en følelse alle deler med mig, men efter jeg har fået Alma, er den første reaktion ofte fra folk, at jeg er sej, fordi jeg klarer det hele selv. Sej, siger jeg? Jeg er ikke mere sej end det par, der også har fået et barn SAMMEN. Jeg ville ønske der var en partner indover hjemme hos mig, så jeg føler en hvis misundelse der. Det er sjovt, ik. Så kan vi være misundelige på hinanden. Folk er misundelige på vores ‘sejhed’ som enlige mødre, og vi er misundlige på deres kærlighed. Men sandheden for mig er, at det kan være lige så hårdt for to mennesker at have et barn sammen, som det kan være for en enlig. Misforstå mig ikke, jeg elsker min titel som enlig mor, meeeeen nogle gange, ik. En af fordelene er, at jeg 100% selv kan bestemme over mit barn – jeg har ingen at skulle dele vandene med, selvom det til tider ville være rart. Det redder det men en del, synes jeg.

Nå, det jeg egentlig vil komme frem til er, at lige meget om vi er to eller én person om et barn, behøver det ikke være sværere for den ene end den anden. Hvis det giver mening? Jeg har f.eks. været heldig, eller heldig er måske ikke ordet. Jeg har været heldig at få et barn der har et sovehjerte som sin morfar – og det er for vildt, skulle jeg hilse at sige. Lige fra Alma var to-tre uger har hun næsten sovet igennem hver nat. Dermed har jeg fået min nattesøvn, og den vil jeg vove og påstå er noget af det vigtigste når man er babyejer – nattesøvnen giver bare energi til dagen, og ikke mindst energi til at være der for ens børn. Nattesøvnen er vil lige så vigtig for en enlig, som et par? Alle mennesker har jo brug for søvn, for filan. Men hov, burde jeg ikke have det hårdt fordi jeg skulle klare det hele selv? Det var jo mig der burde være dødtræt, og ikke orke noget. Se, det er som om rollerne er byttet om, vel og mærke hvis det her søvnhalløj var stillet op mod et PARS barn som ikke sov særlig meget. Så skal vi jo have ondt af dem, ikke sandt? Og ikke den enlige.
Sandheden er, at det kan være lige hårdt for alle, det at skulle være nogens forælder. Jeg gjorde meget ud af fra starten, at skabe den bedste kontakt mellem min datter og jeg, og lagde meget vægt på at være hos hende alle døgnets timer. Det betød meget for mig, at jeg kunne være den bedste udgave af mig selv overfor min datter, og være der 100% for hende. Jeg var nok bare sådan, qua min situation som pludselig nybagt mor, at jeg måtte tage tingene som de kom, og følge min intuition. Det er vel også det vigtigste, tænker jeg. Jeg har ikke læst stolpe op og stolpe ned, om hvordan man er den ‘perfekte’ forældre. Det tror jeg personligt kan betyde meget. Jeg har ingen ‘facts’ at gå ud fra. Bevares. Jeg er dog så langt i min termologi, at jeg dog ved at mit barn ikke skal have badetøj på om vinteren – medmindre vi er i et badeland, eller på en lækker strand på Hawai. Jeg har igen, haft et barn der var god til at vise sine signaler, og det hjælper da helt klart på det hele. Men i og med jeg ingen bøger har haft at gå ud fra, har jeg taget det hele lidt som det kom, og gået ud fra min mavefornemmelse. Det at blive forælder for første gang er så grænseoverskridende, for vi har jo af gode grunde ikke prøvet det før. Derfor tror jeg på, fornuften er den vigtigste værdi ift. at få vores børn til at komme helskindet gennem livet, og ikke mindst starte livet på bedste vis. Jeg er fortaler for, at vi nogle gange glemmer de der lærerbøger, og gør hvad der føles rigtigt for os selv som forælder. Vi er ikke ens, og det er vores børn heller ikke – heldigvis for det da.

Jeg synes egentlig bare, at vi skal huske at tro lidt mere på os selv, for ellers er det sgu dømt til at gå galt. Jeg tror også, at vi ikke skal gå og sammenligne os selv med andre mødre, for vi er nødt til at gøre tingene på hver vores måde, fordi vores børn ikke er ens. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes det her er et vigtigt emne, i og med jeg føler det er italesat så meget, det med at være en god mor, og ikke mindst være perfekt. Se, nu italesætter jeg det igen, og bringer det på banen, men det er fordi det er så fandens vigtigt. Vi kan have det lige svært mht. vores børn. For faen, vi har ikke prøvet det før jo. Vi er jo igennem et stor læringsproces, og skal først liiiige finde fodfæste i denne her store jungle, det er at blive forælder i. Jeg elsker mit liv som mor, men ville ønske, at vi pakkede ‘fordomme’ væk, omkring hvor hårdt det er at være sammen om et barn, eller hvor hårdt det er at være enlig. Sagen er jo den, at det kan være lige hårdt. Det er jo ikke statussen på kærlighedslivet der bestemmer, hvor meget vores barn sover eller ej. Jeg mener nok bare, vi skal gå med fornuften, og ikke tage os så forbandet meget af det de andre mødre gør – forfanden, vi gør det alle møg godt!.

Tanker om at flytte med en baby…

ENDELIG!!!!! Jeg tror jeg i disse dage føler mig som VERDENS heldigste, og ikke mindst lykkeligste kvinde, hvis ikke mor. Alma og jeg har efter meeeeeget lang og intens søgning endelig fundet vores base de næste par år. Vi har nemlig fået den dejligste og hyggeligste lejlighed. Ja, det var en lejlighed. Så var der alligevel nogle der holdte hånden over min familie, og syntes, at nu var det vores tur til at kunne dele en glæde som denne.

Dette betyder ikke bare et farvel til livet som hjemmeboende, men samtidig også et farvel til det hus og den by, der har dannet rammen om hele min opvækst. Jeg troede aldrig jeg skulle sige dette, men jeg kommer sateme til at savne lille Fløng. Selvom der vil være et savn til min hjemby og alt hvad den indebærer, bliver det, det dejligste nogensinde, og Alma og jeg vi glæder os SÅ meget. Nå ja, bevares, Alma forstår det ikke så meget, men jo HUN glæder sig også. Det bliver et helt nyt kapitel. En ny by, nye omgivelser. Omgivelser der faktisk kun vil gøre dagligdagen lettere når jeg genoptager mit studie, og Alma skal i vuggestue. Lige fra jeg fødte Alma, og jeg intenst gik i gang med at søge efter bolig, har mit ønske hele tiden være at blive her i Hedehusene/Høje Taastrup området. Det var en ideen om, at jeg og ikke mindst Alma var tæt på vores familie, og der ville være nemme pasningsmuligheder for mig, når jeg skal starte håndbold op igen for fuld skrue, eller hvis der nu skulle blive et akut behov for pasning, så ville hjælpen være lige om hjørnet. Men faktisk ik, nu hvor jeg tænker mig om, så er hjælpen lige så stor der hvor vi er flyttet hen nu. Mine veninder er lige om hjørnet, og hvis familien skal hjælpe med noget, er der ikke særlig langt, og de har bil, så det ville være det mindste. Hov, det glemte jeg helt at nævne. Vi har fået lejlighed i Vanløse, og det er også derfor vores hverdag vil blive noget lettere, da den vuggestue Alma skal gå i kun er én sølle kilometer fra hvor vi skal bo, og mit studie som er i Carlsbergbyen ligger kun lidt over fem kilometer væk, så vi slipper for tog og bus, og lign. Det bliver så dejligt. Jeg glæder mig meget til at komme ind og blive københavner. Jeg har lige siden jeg gik ud af niende klasse været fast inventar derinde. Mest fordi mit gymnasium lå i Valby, og mit studie nu ligger ved Carlsberg, men mest af alt fordi det også er der min vennekreds er. Og hold nu kæft hvor jeg glæder mig. Min omgangskreds er meget tættere på, og nu hvor Alma er blevet større, synes jeg ikke det er så fedt at tage hende med alle mulige steder om aftenen, for det er så tydeligt, at hun får brudt sit søvnmønster hvis hun er faldet i søvn alle andre steder end derhjemme. Da Alma var mindre var det intet problem, da hun altid har været FANTASTISK dygtig til at sove, og været fløjtende ligeglad med støj omkring sig. Men nu her, efter hun er blevet større og der sker flere og flere ting i hendes udvikling, er det som om, at det fungerer aller bedst hvis hun falder i søvn til natten i sin seng, og ikke i en autostol, for at blive taget op når vi kommer hjem, for at blive puttet. Derfor glæder det mig så meget at have fået egen lejlighed, da folk nu kan komme til mig hvis vi skal ses en aften. Så kommer det ikke til at forstyrre min datters søvn, og et barn der sover godt er lig med en MEGET GLAD mama.

Grunden til jeg også er så glad over min lejlighed, er helt klart det forhold min far og Alma nu kan få.Mine forældre er skilt, og min far bor i Ølstykke, hvilket er ret besværligt at komme til fra Fløng. På den baggrund har min far ikke kunne være en lige så stor del af Almas liv, som min mor og hendes kæreste Steffen. Min far og hans kæreste kommer jo ikke bare lige forbi til mad, eller en kop kaffe. Hvilket jeg egentlig også godt kan forstå. Det skal lige nævnes, at min mor og far har et fint forhold, og samarbejder perfekt omkring min bror og jeg. Men alligevel, ik. Det betyder derfor rigtig meget for mig, at jeg nu bare kan invitere min far og hans kæreste ind, uden problemer, og de dermed også kan blive en meget større del af Almas liv. Som sagt, denne her lejlighed er bare kommet som kaldet. Min fars kæreste sagde ganske rigtigt, da jeg havde fået afslag på en anden lejlighed jeg var ude at se på for næsten tre måneder siden, at det var fordi der stod noget bedre og ventede på mig. Ganske rigtigt, så stod der jo en dejlig lejlighed til os inde i Vanløse. Først var jeg skeptisk ved tanken, da jeg jo pludselig skulle ud af min comfort zone ved at forlade Fløng, og alt det jeg kendte. Men samtidig bliver det bare et mere spændende kapitel vi går i møde, og ikke mindst en lettere hverdag. Sådan føles det i hvert fald nu. Men den kan vi om et år, når det måske ikke var så let. Men jeg føler det bliver lettere, og jeg fuld af optimisme. JEG GLÆDER MIG!

Nå, men det var jo egentlig det med, at skulle flytte med en baby, jeg egentlig ville skrive om. For det er edderbrandsperkeme ikke en fornøjelse, skulle jeg hilse at sige. Er der hjælp til stede? Jeg synes virkelig det er belastende at skulle flytte med en baby, og i og med jeg er alene om Alma, har jeg ikke bare en mand jeg kan ‘læsse’ hende af til, og selv få ordnet nogle ting i lejligheden. Jeg er MEGET, som i RIGTIG MEGET afhængig af mine venner og ikke mindst min familie. Men så er det godt jeg har en rigtig god familie, der bare er klar til at hjælpe. Jeg har været så heldig allerede at overtage lejligheden her d. 15 november, så den kunne blive klar til den første, hvor vi officielt flytter ind. Nå men, vi kom fra at min familie er verdens bedste. De er så søde til at hjælpe, og i sidste weekend (den vi lige er gået ud ad), kom hele familien ind i lejligheden og hjalp med at få den malet, og revet køkkenet ned. Køkkenet var noget gammelt bras, så der skulle noget nyt i. Det blev fikset i går, hvor jeg med min mor og hendes kæreste, og en af mine veninder drønede i IKEA, og føj hvor tog det tid. Jeg havde regnet med, at det bare lige var sådan og sådan, og så var den skid slået. Men nej. Det tog 4 timer. 4 F******* TIMER!!!!!!!! det var helt sindsygt. Men igen, det viser bare jeg har en familie og nogle veninder som bare er guld værd. De hjælper hvor de kan, og hvor er jeg dog taknemlig. I denne her weekend tager min mor og Steffen også derind, for at få lavet et godt ryk, så jeg kan rykke ind om ikke så længe. Og hold nu op hvor jeg glæder mig til at kunne indrette. Man går og forestiller sig en masse ting, og så bliver det måske ikke sådan. Så jeg glæder mig til, at kunne se det hele for mig. Men er det ikke altid sådan med os kvinder? Vi hader bygningsdelen, men glæder os til at kunne fuldende de flotte nymalede vægge med de rette møbler. Can’t wait!!!

Men igen tilbage til det med at have en baby på armen mens man flytter. Det er bare ikke et ønskescenarie, men livet er jo nu engang sådan. Jeg ville bare ønske jeg egentlig selv kunne tage fat, og bidrage med en masse, da jeg får lidt dårlig samvittighed over, at de andre bare knokler derudad, og jeg bare står som en pauseklovn, med min assistent på armen. Det er den mærkeligste situation, når man som mig er den største kontrolfreak, og gerne vil have fingrene i ALT hvad der sker. Men igen, jeg priser mig bare rigtig lykkelig for min fantastiske familie, sm virkelig hjælper hvor de kan. Jeg må betale med en middag når det nye køkken er kommet op, og vi kan flytte ind i lejligheden.

SÅ husk det, hvis du har tænkt dig at flytte, så planlæg det inden du får børn, bare et godt råd, HAHA!

REKLAME FOR MiniMai Cph: har du lyst til, at kunne have begge arme fri og bære en baby på samme tid?

REKLAME FOR MiniMai Cph: har du lyst til, at kunne have begge arme fri og bære en baby på samme tid?

Hvis du lige som jeg er KÆMPE fan af strækviklen, og vil være medlem af klubben #viklemama, så skal du læse med. Jeg har været så heldig, at modtage en strækvikle fra MiniMai Cph webshop. I min dagligdag som mor, vil jeg gerne påstå, at jeg ikke kan leve uden min strækvikle. Nøj, hvor er den god til at aflaste, og give mig den frihed jeg behøver, for at kunne klare mig gennem dagens gøremål.

Jeg er alenemor til Alma, og nogle gange ville jeg virkelig ønske, at jeg havde 8 arme. Ni ud af ti gange ville jeg gerne kunne gøre det hele på den halve tid, men samtidig er det som om, at det er en helt umulig opgave – eller er det? Strækviklen giver mig nemlig den frihed og mulighed, for at kunne bruge begge mine arme – en KÆMPE befrielse som mor. Jeg bruger strækviklen alle steder. Både derhjemme, men også hvis jeg er ude at handle, shoppe eller andet. Alma er ikke helt dus med barnevognen endnu, så hvis vi er ude, og hun ikke er i humør til at ligge i barnevognen og kigge, klynger jeg hende ALTID op i viklen. Det er så behageligt. Virkelig den bedste opfindelse til mødre, sågar også fædre. Nu når vi er ved det. Jeg synes det er det fedeste at se en far, komme gående med sit barn klynget op i en vikle – hvor det er det fedt vi lever i en tid, hvor fædrene også er kommet på banen på den front!

Når man klynger sit barn op, er det som om barnets vægt fordeles ‘rigtigt’ på kroppen. I stedet for at man går med barnet på siden, og dermed går skævt og får latterligt ondt i ALLE samtlige led og knogler i kroppen, bliver barnet bundet på en sådan måde, at det sidder lige som det skal. Dermed formindsker det rygproblemer, og meget tunge arme og til sidst LAAAAAANGE arme. Derfor synes jeg strækviklen er FANTASTISK. Alle med små børn burde gøre sig selv den tjeneste, at investere i sådan en. Jeg vil helt klat anbefale en strækvikle i stedet for f.eks. en bæresele. Jeg føler komforten er meget mere behagelig med en strækvikle, da jeg kan binde den så den er ’tilpasset’ min krop. Nu om dage er jeg sikker på man kan få diverse fastvikler som også er behagelige, men jeg er simpelthen bare faldet pladask for strækviklen.

Men hvilket mærke vikle skal jeg så vælge? Hvor skal jeg bestille den fra? Se, det er jo det store spørgsmål. Når man er nybagte forældre eller ny i faget, kan det være én stor jungle at finde rundt i hvilke redskaber man for det første behøver, men også hvilket mærke man skal have det i, og hvor man skal købe det i gennem. En af mine personlige erfaringer med strækviklen er, at anskaffe sig en vikle der er elastisk. Jeg har en som ikke er, men også en der er med elastik, og jeg har mest glæde af den med elastik. Jeg føler barnet sidder bedre i den med elastik, og derudover føler jeg også den sidder bedre på mig. Den som der ikke er elastik i, føles mere ubehagelig og ikke så komfortabel af have på. Det føles som om, at man er lukket meget inde, og ingen bevægelighed har, i forhold til den med elastik.

Jeg har fået min strækvikle gennem MiniMai Cph, og dertil kan jeg kun anbefale andre der gerne vil have en vikle eller andre former for bæreredskaber, at gøre det samme. MiniMai Cph er en fysisk børnetøjsbutik med tilhørende webshop, med fokus på babybæring. Hos MiniMai Cph kan deres kunder se produkterne fysisk, prøve dem og få uddannet vejledning. Udover butikken er der også en dertilhørende nem webshop at finde rundt i, hvilket for mig betyder meget når jeg skal shoppe på nettet. Det skal ikke være besværligt at handle på firmaets webshop. Det skal være lige til og enkelt. Det kan man kun sige MiniMai Cph er. MiniMai Cph er specialiseret i at vejlede omkring køb af ergonomiske bæreredskæber, da ejeren af butikken er uddannet slyngevejleder. Det i sig selv betyder meget når man skal investere i et sådan bæreredskab, da det kan være svært at finde ud af, hvilket der er det rigtige. Da jeg i første omgang stiftede bekendtskab med strækviklen, var jeg helt paf og i en say-what-ekstase over, at man kunne bære sit barn med et stykke stof. Et stykke stof tænkte jeg? Hvordan kan det være muligt? Faldet barnet ikke ud? Hvordan holder jeg det oppe? Jeg var overbevist om, at det ikke kunne lade sig gøre, at have sit barn siddende midt på maven i et stykke stof! Det skulle hurtigt vise sig, at det var nemt og enkelt at benytte sig af strækviklen. Komforten for den der bærer barnet er i tip top, og jeg kan kun tale af egen erfaring, men jeg er sikker på Alma også elsker slyngen. Jeg tænker, at et barn elsker at kunne sidde klods op ad den person det er knyttet sig aller mest til, nemlig dets mor. Jeg ved ikke med jer der allerede ejer en vikle, men min datter falder helt til ro ved at blive klynget op. Det er jeg sikker på skyldes, at hun kan mærke mig og min hjerterytme. Den hun har kunnet mærke i ni måneder, og derfor føler sig tryg ved. Jeg oplever i hvert fald kun positive stunder med viklen. MiniMai Cph skriver f.eks. på deres webshop: “En strækvikle er anbefalet til helt små babyer – typisk fra nyfødt til ca. 8kg. De er også meget velegnet til præmature babyer, da en strækvikle kan simulere trygheden som barnet kender fra sin tid inde i mors mave”. Det med at simulere trygheden for sit barn, er det jeg kan nikke allermest genkendende til. trygheden for min datter er det vigtigste for mig. hun skal føle sig tryg, og når vi er ude i større forsamlinger er strækviklen kun en hjælpende hånd.

Hvis du er interesseret i at investere i en strækvikle eller anden form for bæreredskab, synes jeg helt klart du skal tjekke MiniMai Cph’s hjemmeside ud på: https://minimai.dk. På dette link, kan du blive meget klogere på ergonomiske bæreredskaber. Minimai kører som nævnt også undervisning i hvordan man bruger en vikle, og det kan du læse meget mere om her: https://minimai.dk/products/straekvikle-workshop-i-butik, hvor du også kan melde dig til en guidet undervisning af f.eks. strækviklen. Hvis du ydermere kunne tænke dig den rette vejledning synes jeg også, at du burde droppe forbi: http://momstermarket.momster.dk/, hvor MiniMai Cph lørdag d. 7.oktober havde en stand til Momster Market, hvor der blandet andet blev undervist i hvordan strækviklen bruges, og man kunne få den rette vejledning. Meget mere om dette, kan du læse om på hjemmesiden.

Hvis du er meget mere nysgerrig om universet inden for strækvikler og ergonomiske bæreredskaber, skal du kigge forbi dette link: http://momstertest.dk, hvor jeg har lavet en anmeldelse for Momster Test af den strækvikle jeg har modtaget, personlige erfaringer og generelt bare hvorfor jeg er så forelsket i en strækvikle. Vildt, at man kan blive forelsket i et stykke stof. Men det var altså muligt.