Alma har fået sin første tand, og jeg er blevet bekymret

Endelig. ENDELIG fristes jeg til at sige. Alma har fået sin første tand, og det er vi ret så vilde med herhjemme. Der har heldigvis ikke været de store gener omkring det, så det er bar’ dejligt.

Nå men, det her indlæg skal egentlig handle om hvilken bekymring det har givet mig med på vejen, at Alma har fået tandfrembrud. Jeg var jo godt klar over, at den dag ville komme før eller siden. Ellers ville vi virkelig have et problem tænker jeg? Ej, jeg har virkelig fået noget at tænke over.

Dengang jeg gik i første klasse besluttede skoletandlægerne, at hive to af mine mælketænder ud. Lige i midten af munden. Great! Men de hev dem ud fordi, de mente der sad to blivende tænder, og ikke kunne komme ned grundet mælketænderne var i vejen. Efterfølgende har det så vist sig, efter vi selv tog fat i tandlægerne, at jeg ingen blivende tænder havde, og de havde set forkert på røntgen. Øhhh hvad gør man lige i denne situation? I alle de år jeg kan huske, har jeg aldrigt haft et fuldt tandsæt. Jeg smilede aldrig med tænder på billeder. Jeg fik bøjle på i de ældre klasser, og derfra startede helvede. Jeg havde bøjle på i 10 år, og det var 10 år ud og ind ad tandklinikker, hvor de hverken kunne finde hoved og hale i behandlingen af mine tænder. Det har været en kamp. En kamp der heldigvis er slut nu. Jeg fik nemlig mine implantater sidste år, og jeg har aldrig været gladere, og hey, jeg smiler med tænder nu.

Men tilbage til min bekymring. Efter denne her oplevelse. En oplevelse jeg virkelig ikke ønsker for nogen andre, er jeg kommet til at tænke på Alma. Hvad nu hvis hun har arvet sin mors tænder? Jesus Christ, det håber jeg ikke for hende. Dengang jeg havde bøjle, så jeg det ikke som et problem. Jeg har altid taget det her cirkus med et smil, og bare ‘accepteret’ at det var sådan jeg så ud. Jeg var på ingen måde hæmmet af det, bortset fra det at smile med tænder. Jeg følte mig faktisk ret sej med bøjle, mest af alt fordi jeg var så cool med det. Jeg håber virkelig Alma tager det så sejt som sin mama, hvis det kommer så langt, at hun får lige så forfærdelige tænder som mig. Nogengange må man gerne klappe sig selv på skulderen – rettere sagt, man SKAL!

Jeg synes det er så nervepirrende at vide, at min lille pige er igang med at udvikle noget så vigtigt som et pænt smil, og så ikke vide hvordan det kommer til at se ud. Come on, det ved vi jo alle sammen kan være noget af det smukkeste. Jeg har intet imod mennesker med bøjle, hallo!? Jeg har jo selv været der. Men jeg har noget imod, hvis min datter skal igennem samme svingom som sin mor. Det skærer i mit hjerte at tænke på. Man vil jo forfanden ikke udsætte sine børn for unødige gener. Jeg ved ikke hvorfor jeg har den tanke eller bekymring, men jeg tænker rigtig meget på når hun skal starte i skole, hvis hun har arvet mine tænder. Børn kan være så tarvelige mod hinanden, og ofte sige ting, de ikke forstår betydningen af. Jeg vil ikke være grunden til, at min datter skal føle sig udenfor eller lign, grundet hendes tænder ikke ligner alle andres. Og det er egentlig også det jeg er kommet frem til, når jeg sidder og skriver det her. Selvom tænder ikke er snorlige, så kan de være fandens charmerende. Og det tænker jeg, at hvis Alma får mine tænder, så får hun de mest charmerende nogensinde. Thats it! Og jeg vil bakke hende så meget op hjemmefra, at hvis nogle siger hun har grimme tænder, så fortæller hun dem, at det er skide fedt, og hun har federe tænder en de har, fordi hendes skiller sig ud. Og sådan får man vendt en bekymring, til en omgang killness. Jeg føler virkelig, at efter jeg har tænkt og tænkt og tænkt over det her ‘problem’, så bliver det ikke noget problem. Hvor er det i bund og grund typisk os som mennesker, at tage alt muligt ilde op, før det overhovedet er sket. Hvad nu hvis Alma bare får de smukkeste tænder. Sådan kan den jo også vendes.

Men ja, det her er bare endnu en af de bekymringer der følger med som mor. Jeg er nået til, at jeg vil se frem til alle de udviklingstrin hun skal igennem, også tænderne. Selvom jeg synes det er svært at tænke på, og specielt når det ligger til min familie at have små tænder, og mangle tænder. Det her bliver bare endnu en historie der skal skrives i Almas liv, hvis det viser sig vi skal igennem endnu et tandcirkus. Skidt pyt, bring it – VI ER KLAR!

Written by

Lærerstuderende på 21 år, der uventet blev mor d. 27. juni 2018. Kæmper i hverdagen for, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til hvordan samfundet bør agere, når man som individ har brug for hjælp. Indlæg omkring, hvordan hverdagen som uventet mor hænger sammen, og hvordan man stadig lever sit liv.

Skriv et svar