Det hårdeste ved at være alene om, at være nogens mor

Som overskriften ganske fint beskriver det, er der én ting der overstråler ALT, når det kommer til at skulle være hårdt at være alene om et barn.

Alma er inde i en periode, hvor der sker rigtig mange ting for hende. Hun er på stadiet fra at kravle til at gå, hun er ved at få tænder, har lært at ‘spise’ selv. Det er et udpluk af de ting, der kan gøre livet surt for en baby, og ikke mindst ejerne af denne. Når der sker så mange ting for Alma er min overbevisning, at det eneste tidspunkt hun har tid til at bearbejde alt det der sker, er når hun sover. Det er det eneste sted der er 100 procent ro. Ellers er hun jo konstant på overarbejde, fordi hun er så nysgerrigt et barn. Jeg vil vove og påstå, at der ikke sker noget herhjemme, uden det er gået hendes næse forbi.

Nå, men når Alma så en sjælden gang har en de aftenener, hvor alle indtrykkene bliver too much, selv for en nysgerrig baby, er det kun mor der dur. Normalt hvis hun vågner midt i sin søvn, vil jeg kunne tage hende op, vugge hende tilbage i søvnen, eller lægge en hånd på hende og fortælle jeg er der og passer på hende, og så er den skid slået og hun sover trygt igen. Men på aftenener som denne, er det nok det største NEJ i verdenshistorien til den manøvre. Det vil hun slet ikke acceptere.

For det meste gemmer jeg opvasken og diverse oprydning fra dagen til om aftenen. Så har jeg hele dagen til 100 procent, at kunne være der omkring Alma. Men det betyder jo så også, at når hun ikke liiiige arter sig som hun plejer, så bliver det hele udsat. Det er der jo som sådan ikke noget galt i. Jeg synes bare det er rart, at stå op til et ryddet hjem, og ligesom starte dagen på en frisk, og ikke med en masse missere fra dagen før. Der er det nok bare mig selv, der tænker for meget over, at jeg ikke lige når det jeg vil. For det er jo for filan ikke et problem. Jeg mener, så skulle tredje verdenskrig jo være brudt ud for længst.

Når det så er sagt, så priser jeg mig lykkelig for, at det nok kun kan tælles på to hænder hvor mange aftener jeg af haft som denne, efter Alma kom til. Det er virkelig, som i yderst sjældent at det er en kamp at få Alma til at sove. Vi har fundet vores rytme, og det har fungeret hele vejen igennem for os. Og det er jo det, det handler om ik? At finde de løsninger der fungerer, i stedet for at sigte efter ‘normalen’. Og normalt går jeg at småbrokker mig over, at min datter det meste af tiden ikke vil sove på mig, som da hun var helt lille. Det er jo normalt forfanden. Men når det så endelig sker, så brokker jeg mig også over det. Det er typisk, ik?

På aftenener som denne ville jeg ønske, at jeg kunne sætte en far til at gøre hvad en far kan gøre. Men det er jo også hyggeligt, at hun endelig for en gangs skyld har lyst til at sove hos sin moaaaar. Det vil jeg nu nyde lidt endnu.

Sweet dreams.

Written by

Lærerstuderende på 21 år, der uventet blev mor d. 27. juni 2018. Kæmper i hverdagen for, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til hvordan samfundet bør agere, når man som individ har brug for hjælp. Indlæg omkring, hvordan hverdagen som uventet mor hænger sammen, og hvordan man stadig lever sit liv.

Skriv et svar