Alma har fået sin første tand, og jeg er blevet bekymret

Endelig. ENDELIG fristes jeg til at sige. Alma har fået sin første tand, og det er vi ret så vilde med herhjemme. Der har heldigvis ikke været de store gener omkring det, så det er bar’ dejligt.

Nå men, det her indlæg skal egentlig handle om hvilken bekymring det har givet mig med på vejen, at Alma har fået tandfrembrud. Jeg var jo godt klar over, at den dag ville komme før eller siden. Ellers ville vi virkelig have et problem tænker jeg? Ej, jeg har virkelig fået noget at tænke over.

Dengang jeg gik i første klasse besluttede skoletandlægerne, at hive to af mine mælketænder ud. Lige i midten af munden. Great! Men de hev dem ud fordi, de mente der sad to blivende tænder, og ikke kunne komme ned grundet mælketænderne var i vejen. Efterfølgende har det så vist sig, efter vi selv tog fat i tandlægerne, at jeg ingen blivende tænder havde, og de havde set forkert på røntgen. Øhhh hvad gør man lige i denne situation? I alle de år jeg kan huske, har jeg aldrigt haft et fuldt tandsæt. Jeg smilede aldrig med tænder på billeder. Jeg fik bøjle på i de ældre klasser, og derfra startede helvede. Jeg havde bøjle på i 10 år, og det var 10 år ud og ind ad tandklinikker, hvor de hverken kunne finde hoved og hale i behandlingen af mine tænder. Det har været en kamp. En kamp der heldigvis er slut nu. Jeg fik nemlig mine implantater sidste år, og jeg har aldrig været gladere, og hey, jeg smiler med tænder nu.

Men tilbage til min bekymring. Efter denne her oplevelse. En oplevelse jeg virkelig ikke ønsker for nogen andre, er jeg kommet til at tænke på Alma. Hvad nu hvis hun har arvet sin mors tænder? Jesus Christ, det håber jeg ikke for hende. Dengang jeg havde bøjle, så jeg det ikke som et problem. Jeg har altid taget det her cirkus med et smil, og bare ‘accepteret’ at det var sådan jeg så ud. Jeg var på ingen måde hæmmet af det, bortset fra det at smile med tænder. Jeg følte mig faktisk ret sej med bøjle, mest af alt fordi jeg var så cool med det. Jeg håber virkelig Alma tager det så sejt som sin mama, hvis det kommer så langt, at hun får lige så forfærdelige tænder som mig. Nogengange må man gerne klappe sig selv på skulderen – rettere sagt, man SKAL!

Jeg synes det er så nervepirrende at vide, at min lille pige er igang med at udvikle noget så vigtigt som et pænt smil, og så ikke vide hvordan det kommer til at se ud. Come on, det ved vi jo alle sammen kan være noget af det smukkeste. Jeg har intet imod mennesker med bøjle, hallo!? Jeg har jo selv været der. Men jeg har noget imod, hvis min datter skal igennem samme svingom som sin mor. Det skærer i mit hjerte at tænke på. Man vil jo forfanden ikke udsætte sine børn for unødige gener. Jeg ved ikke hvorfor jeg har den tanke eller bekymring, men jeg tænker rigtig meget på når hun skal starte i skole, hvis hun har arvet mine tænder. Børn kan være så tarvelige mod hinanden, og ofte sige ting, de ikke forstår betydningen af. Jeg vil ikke være grunden til, at min datter skal føle sig udenfor eller lign, grundet hendes tænder ikke ligner alle andres. Og det er egentlig også det jeg er kommet frem til, når jeg sidder og skriver det her. Selvom tænder ikke er snorlige, så kan de være fandens charmerende. Og det tænker jeg, at hvis Alma får mine tænder, så får hun de mest charmerende nogensinde. Thats it! Og jeg vil bakke hende så meget op hjemmefra, at hvis nogle siger hun har grimme tænder, så fortæller hun dem, at det er skide fedt, og hun har federe tænder en de har, fordi hendes skiller sig ud. Og sådan får man vendt en bekymring, til en omgang killness. Jeg føler virkelig, at efter jeg har tænkt og tænkt og tænkt over det her ‘problem’, så bliver det ikke noget problem. Hvor er det i bund og grund typisk os som mennesker, at tage alt muligt ilde op, før det overhovedet er sket. Hvad nu hvis Alma bare får de smukkeste tænder. Sådan kan den jo også vendes.

Men ja, det her er bare endnu en af de bekymringer der følger med som mor. Jeg er nået til, at jeg vil se frem til alle de udviklingstrin hun skal igennem, også tænderne. Selvom jeg synes det er svært at tænke på, og specielt når det ligger til min familie at have små tænder, og mangle tænder. Det her bliver bare endnu en historie der skal skrives i Almas liv, hvis det viser sig vi skal igennem endnu et tandcirkus. Skidt pyt, bring it – VI ER KLAR!

Det hårdeste ved at være alene om, at være nogens mor

Som overskriften ganske fint beskriver det, er der én ting der overstråler ALT, når det kommer til at skulle være hårdt at være alene om et barn.

Alma er inde i en periode, hvor der sker rigtig mange ting for hende. Hun er på stadiet fra at kravle til at gå, hun er ved at få tænder, har lært at ‘spise’ selv. Det er et udpluk af de ting, der kan gøre livet surt for en baby, og ikke mindst ejerne af denne. Når der sker så mange ting for Alma er min overbevisning, at det eneste tidspunkt hun har tid til at bearbejde alt det der sker, er når hun sover. Det er det eneste sted der er 100 procent ro. Ellers er hun jo konstant på overarbejde, fordi hun er så nysgerrigt et barn. Jeg vil vove og påstå, at der ikke sker noget herhjemme, uden det er gået hendes næse forbi.

Nå, men når Alma så en sjælden gang har en de aftenener, hvor alle indtrykkene bliver too much, selv for en nysgerrig baby, er det kun mor der dur. Normalt hvis hun vågner midt i sin søvn, vil jeg kunne tage hende op, vugge hende tilbage i søvnen, eller lægge en hånd på hende og fortælle jeg er der og passer på hende, og så er den skid slået og hun sover trygt igen. Men på aftenener som denne, er det nok det største NEJ i verdenshistorien til den manøvre. Det vil hun slet ikke acceptere.

For det meste gemmer jeg opvasken og diverse oprydning fra dagen til om aftenen. Så har jeg hele dagen til 100 procent, at kunne være der omkring Alma. Men det betyder jo så også, at når hun ikke liiiige arter sig som hun plejer, så bliver det hele udsat. Det er der jo som sådan ikke noget galt i. Jeg synes bare det er rart, at stå op til et ryddet hjem, og ligesom starte dagen på en frisk, og ikke med en masse missere fra dagen før. Der er det nok bare mig selv, der tænker for meget over, at jeg ikke lige når det jeg vil. For det er jo for filan ikke et problem. Jeg mener, så skulle tredje verdenskrig jo være brudt ud for længst.

Når det så er sagt, så priser jeg mig lykkelig for, at det nok kun kan tælles på to hænder hvor mange aftener jeg af haft som denne, efter Alma kom til. Det er virkelig, som i yderst sjældent at det er en kamp at få Alma til at sove. Vi har fundet vores rytme, og det har fungeret hele vejen igennem for os. Og det er jo det, det handler om ik? At finde de løsninger der fungerer, i stedet for at sigte efter ‘normalen’. Og normalt går jeg at småbrokker mig over, at min datter det meste af tiden ikke vil sove på mig, som da hun var helt lille. Det er jo normalt forfanden. Men når det så endelig sker, så brokker jeg mig også over det. Det er typisk, ik?

På aftenener som denne ville jeg ønske, at jeg kunne sætte en far til at gøre hvad en far kan gøre. Men det er jo også hyggeligt, at hun endelig for en gangs skyld har lyst til at sove hos sin moaaaar. Det vil jeg nu nyde lidt endnu.

Sweet dreams.