‘Regler’ der bør overholdes, når man er babyejer…

Efter jeg er blevet mor, har jeg fundet ud af, at der er rigtig mange ting, som i RIGTIG mange der skal ‘overholdes’. Derudover tænker jeg rigtig meget på, hvorfor der er disse retningslinjer. Ja, selvfølgelig er det godt at man som nybagt babyejer, kan have en guide der kan bane vejen for hvad der er rigtig og forkert. Men alligevel, der er jo intet forkert i den måde vi opdrager vores børn på. Vores børn er forskellige, og derfor bør det kun være en guideline til, hvordan man kan gøre tingene, men ikke en, sådan her SKAL du gøre. Tværtimod. Og det er derfor jeg tror, det kan være ‘farligt’ at have fagpersoner, der nærmest tvinger en til at følge de her retningslinjer præcis.

Jeg er ret splittet på det her område. Og hvorfor er jeg egentlig det? Jo, efter jeg blev mor ret uventet, var der rigtig mange som have virkelig gode råd til hvordan jeg skulle håndtere diverse situationer. I starten labbede jeg alle råd i mig, dårlige som gode. Men efterfølgende som Alma blev ældre, og vi lærte hinanden bedre at kende, begyndte jeg at blive mere og mere irriteret over folk som skulle ‘belære’ mig om hvordan man håndterer en baby. Bevares, jeg var og er helt ny i faget, men selvom jeg er det, er det stadig mig som forælder, der kender mit barn bedst. Jeg tænker nemlig derfor, at hvis man er en mor som er lidt usikker, kan de her retningslinjer være ret forvirrende, eller i hvert fald ikke til nogen hjælp. Det mener jeg fordi, at hvis der står noget hvor man som mor kan se, at ens barn gør noget anderledes, at så kan man hurtigt få den fornemmelse af, at man ikke gør det godt nok eller lignende, og for fanden, det er bare det værste at tvivle på sig selv, selvom man egentlig godt ved at man har styr på det. Det er bare svært når der hele tiden er fagpersoner som bonger en i hovedet, ik!

Jeg modtog i starten dagligt henvendelser fra folk om, hvordan jeg skulle opdrage Alma, og hvad der var vigtigt at have eller gøre. I starten var der nogle der var forargerede over, at jeg ikke havde investeret i en babyalarm. Og ja, de er virkelig gode, men da jeg stod med min datter i armene, syntes jeg ikke en babyalarm var vigtigere end f.eks. at få styr på barnevogn og sengesituation derhjemme.

Jeg husker også tydeligt de første to måneder når jeg var ude blandt mennesker med Alma, eller vi skulle besøge nogle, at hvis hun blev utidig, så var reaktionen fra dem jeg var hos med det samme at, hun nok var sulten. Dengang vidste jeg ikke bedre. Det var første gang jeg var nogens mor, så ja, de havde jo prøvet det før, så det var jo nok rigtig. Det resulterede i, at jeg ofte fik ‘overfodret’ mit barn. Overfodret lyder så banalt, men et barn får jo indåndet utrolig meget luft når de dier, og derfor nogle aftener, var jeg ikke i tvivl. Alma var så ked af det, fordi hun havde SÅ ondt i maven, grundet alt det luft der var kommet ned. Der gik det op for mig, at som Almas mor var det derfor også mig, som kender hendes behov bedst. Jeg lærte derfor på den hårde måde, hvad der var rigtigt og forkert at gøre, og hvornår jeg skulle tage det til mig som folk sagde. Nu er jeg rigtig glad for, at jeg er så stædig af sind. Mest af alt, fordi Alma og jeg har fundet den helt rette melodi, takket være at jeg har lyttet på mig selv, og ikke mindst min datter.

Men nu egentlig til hele tanken bag det her indlæg. Jeg havde besøg af sundhedsplejersken da Alma var otte måneder. Et helt alminde tjek. Faktisk med en helt ny sundhedsplejerske, da vi jo har skiftet kommune. Det hele var lidt underligt. Dels fordi jeg synes det var mærkeligt at skulle åbne 100 % op for et menneske, som jeg skulle tale med i 20 minutter. Dels også fordi en fagperson på meget kort tid, skulle bedømme om mit barn var i trivsel. Vi talte så lidt frem og tilbage omkring ting der skulle til at ske, nu hvor Alma var blevet så stor. F.eks. det at skulle sove i egen seng. Sundhedsplejersken syntes at Alma nu skulle sove i sin egen seng hele natten, og også puttes deri.

Jeg har nogle gange held med, at kunne putte Alma i hendes seng, mens jeg sidder ved siden af. Men så skal hun virkelig også være træt. Ellers fungerer det for os, at hun falder i søvn hos mig, og jeg så kan lægge hende i hendes egen seng. Når hun så nogengange vågner om natten og har brug for mad eller tryghed, tager jeg hende altid over til mig i min seng, og så samsover vi resten af natten. Der er ikke noget jeg elsker mere, end at vågne op ved siden af det menneske jeg har aller kærest. Lige nu for Alma og jeg handler det om, at finde de løsninger der fungerer, ikke mindst for Alma og hendes søvn. Men også for min. Jeg er så GLAD for, at hun sover så godt. Det betyder at jeg kan få min søvn, og dermed kan være den bedste udgave af mig selv hver dag overfor Alma. Sundhedsplejersken mente også, at det var nu man skulle stoppe med at amme sine børn om natten. Men hey, er det sig der står med en ulykkelig unge kl. 3 i nat? Nej, godt så. Derfor ammer jeg mit barn om natten, hvis det er det hun har behov for. Som sagt, jeg gør det som fungerer for os. Og for at vende tilbage til det med at børn er forskellige, så er det lige præcis hvad jeg mener. Jeg ammer mit barn om natten, men det gør fru. Jensen måske ikke. Der er ikke noget der er mere rigtigt end andet.

Efter jeg er blevet babyejer, er jeg kommet frem til, at det er SÅ farligt at sammenligne sig med andre mødre. Man er perfekt på hver sin måde, og jeg er i den grad den perfekte mor for Alma. Jeg elsker min titel som nogens mor, og jeg hader alle de regler der følger med den. Nå ja, nogle af dem er vel meget gode at have i baghovedet, men alligevel, vi skal huske på at vi er dem der ved bedst om vores børn. Vi er perfekte mødre for vores børn!

Written by

Lærerstuderende på 21 år, der uventet blev mor d. 27. juni 2018. Kæmper i hverdagen for, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til hvordan samfundet bør agere, når man som individ har brug for hjælp. Indlæg omkring, hvordan hverdagen som uventet mor hænger sammen, og hvordan man stadig lever sit liv.

Skriv et svar