Jeg er hamrende ræd for min nye hverdag

Okay, okay. Hamrende ræd er måske lige en overdrivelse. Men er det ikke det vi altid gør? Overdriver for at fremme forståelsen. Ikke desto mindre var det, det jeg prøvede på. Jeg tænker det virkede?

Men hvorfor er det egentlig, at vi har behov for at overdrive, for at andre mennesker tilnærmelsesvis skal forstå hvad vi mener? Det er edderbrandsperkeme dumt, tænker jeg. Men, altså, det giver jo i sidste ende mening. Ellers ville vi jo aldrig forstå hinanden. Når vi som mennsker forstår hinanden, og har de samme meninger, eller deler samme holdning, havner vi en ‘bås’ sammen. Jeg er også havnet i en ‘bås’. Jeg er havnet i den bås, med en kæmpe fe’ overskrift: MOR. Nej: VERDENS BEDSTE MØDRE. Det må være et mere passende navn, til en sådan bås.

Faktisk høre jeg ikke kun til i én ‘bås’, men hele to. Jeg har nemlig (hvorfor siger man egentlig jeg, når det omhandler hendes børn?) fået plads til min datter Alma i vuggestue, og det er allerede her fra d. 20 maj. WHAT THE HELL? Jeg føler lige, at jeg har skudt hende ud. Nuvel, det gjorde jeg jo BOGSTAVELIGTALT også. Se, det her var ingen overdrivelse. Men altså, ja, det er virkelig noget af en omvæltning for Alma, men ikke mindst for min hverdag. Alma skal sgu nok klare den. hun skal ned og finde sine bedstevenner, og lege og æde dagen lang. Jeg mener, hvad mere kan man ønske sig?

Ej, jeg synes faktisk, at der hører noget rigtigt fint til det at skulle starte i institution, samtidig med at der sidder en mor derhjemme, der er lige ved at gå til. Jeg synes det er så grænseoverskridende blandet med en portion angstprovokation, at min datter, min LILLE pige skal starte i institution, og dermed være i hænderne på et andet menneske. Jeg kender hende bedst, og åh nej, kan de nu tyde hendes signaler. Hvad nu hvis hun kommer til at sulte? Jeg ved jo godt, at det her kun er skrækscenarier, og at pædagogerne har styr på det. Men alligevel. Jeg har gået hjemme med hende i 10 måneder til den tid, og nu er der andre der skal tage vare på hende. DET ER VIRKELIG ANGSTPROVOKERENDE !!! Og som mor, synes jeg det er endnu værre at tænke på, hvor hurtigt tiden er gået. Lige da hun blev født, og jeg skrev hende på venteliste, syntes jeg det føltes som 100 år før hun skulle starte, og nu er det altså bare NU. Det er en kliche, men hvor blev tiden af!? Min lille pige er ikke særlig lille mere. Alma kravler på livet løs, og hvad så med hendes første skridt – skal jeg ikke opleve det? Det er virkelig nogle ting jeg synes, der er SÅ træls ved, at hun skal forlade mig. Men, men, men. Jeg ved, at min datter vil elske det. Hun bliver så glad når vi er ude blandt andre børn hun kan tumle med, så en hel dag blandt så mange børn, må da kun blive en succes. Det er i hvert fald der jeg er nået til.

Først synes jeg det var det værste, at hun skulle starte i vuggestue. Hvis jeg kunne, gik jeg hjemme med hende til hun var 36. Men jeg har jo også en uddannelse jeg skal tilbage til efter sommerferien. SÅ jeg tror det bliver RIGTIG godt for os begge, at få en mere ‘normal’ hverdag.

Der er også forbundet rigtig mange gode ting med, at Alma nu skal til at gå i vuggestue. Jeg glæder mig til, at hun bliver socialiseret (ikke fordi hun ikke er det i forvejen, tværtimod), men sådan rigtigt. Og så glæder jeg mig til…… MIG-TID! Det har jeg virkelig set frem til. Jeg glæder mig til, at jeg kan få ordnet nogle ting uden at skulle have en unge på armen, og derved kun have én arm. Det bliver SÅ dejligt at få lidt mere frirum. Jeg ser det også som en mulighed for mig i, at få noget mere energi til Alma. Jeg synes godt nok det kan være hårdt, at gå hjemme en hel dag sammen med Alma hvis vi ikke skal noget. Derfor glæder jeg mig også til, at vi kan være lidt hver for sig, så jeg får det dersens overskud. Det betyder meget med overskud, når man er alenemor. Ikke at det ikke gør det når man er et par. Men jeg føler bare, at hvis jeg f.eks. ikke får sovet en nat grundet Alma, så er det en lortedag dagen efter. Dér ville jeg ønske, at jeg kunne læsse hende af hos en, og kunne handle alene. Det glæder jeg mig også til, at kunne handle ALENE, uden en barnevogn på slæb. Alt i alt er jeg rigtig positiv på Almas institutionsstart, og jeg er begyndt at glæde mig. Meget mere end jeg gjorde i starten.

Written by

Lærerstuderende på 21 år, der uventet blev mor d. 27. juni 2018. Kæmper i hverdagen for, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til hvordan samfundet bør agere, når man som individ har brug for hjælp. Indlæg omkring, hvordan hverdagen som uventet mor hænger sammen, og hvordan man stadig lever sit liv.

Skriv et svar