‘Regler’ der bør overholdes, når man er babyejer…

Efter jeg er blevet mor, har jeg fundet ud af, at der er rigtig mange ting, som i RIGTIG mange der skal ‘overholdes’. Derudover tænker jeg rigtig meget på, hvorfor der er disse retningslinjer. Ja, selvfølgelig er det godt at man som nybagt babyejer, kan have en guide der kan bane vejen for hvad der er rigtig og forkert. Men alligevel, der er jo intet forkert i den måde vi opdrager vores børn på. Vores børn er forskellige, og derfor bør det kun være en guideline til, hvordan man kan gøre tingene, men ikke en, sådan her SKAL du gøre. Tværtimod. Og det er derfor jeg tror, det kan være ‘farligt’ at have fagpersoner, der nærmest tvinger en til at følge de her retningslinjer præcis.

Jeg er ret splittet på det her område. Og hvorfor er jeg egentlig det? Jo, efter jeg blev mor ret uventet, var der rigtig mange som have virkelig gode råd til hvordan jeg skulle håndtere diverse situationer. I starten labbede jeg alle råd i mig, dårlige som gode. Men efterfølgende som Alma blev ældre, og vi lærte hinanden bedre at kende, begyndte jeg at blive mere og mere irriteret over folk som skulle ‘belære’ mig om hvordan man håndterer en baby. Bevares, jeg var og er helt ny i faget, men selvom jeg er det, er det stadig mig som forælder, der kender mit barn bedst. Jeg tænker nemlig derfor, at hvis man er en mor som er lidt usikker, kan de her retningslinjer være ret forvirrende, eller i hvert fald ikke til nogen hjælp. Det mener jeg fordi, at hvis der står noget hvor man som mor kan se, at ens barn gør noget anderledes, at så kan man hurtigt få den fornemmelse af, at man ikke gør det godt nok eller lignende, og for fanden, det er bare det værste at tvivle på sig selv, selvom man egentlig godt ved at man har styr på det. Det er bare svært når der hele tiden er fagpersoner som bonger en i hovedet, ik!

Jeg modtog i starten dagligt henvendelser fra folk om, hvordan jeg skulle opdrage Alma, og hvad der var vigtigt at have eller gøre. I starten var der nogle der var forargerede over, at jeg ikke havde investeret i en babyalarm. Og ja, de er virkelig gode, men da jeg stod med min datter i armene, syntes jeg ikke en babyalarm var vigtigere end f.eks. at få styr på barnevogn og sengesituation derhjemme.

Jeg husker også tydeligt de første to måneder når jeg var ude blandt mennesker med Alma, eller vi skulle besøge nogle, at hvis hun blev utidig, så var reaktionen fra dem jeg var hos med det samme at, hun nok var sulten. Dengang vidste jeg ikke bedre. Det var første gang jeg var nogens mor, så ja, de havde jo prøvet det før, så det var jo nok rigtig. Det resulterede i, at jeg ofte fik ‘overfodret’ mit barn. Overfodret lyder så banalt, men et barn får jo indåndet utrolig meget luft når de dier, og derfor nogle aftener, var jeg ikke i tvivl. Alma var så ked af det, fordi hun havde SÅ ondt i maven, grundet alt det luft der var kommet ned. Der gik det op for mig, at som Almas mor var det derfor også mig, som kender hendes behov bedst. Jeg lærte derfor på den hårde måde, hvad der var rigtigt og forkert at gøre, og hvornår jeg skulle tage det til mig som folk sagde. Nu er jeg rigtig glad for, at jeg er så stædig af sind. Mest af alt, fordi Alma og jeg har fundet den helt rette melodi, takket være at jeg har lyttet på mig selv, og ikke mindst min datter.

Men nu egentlig til hele tanken bag det her indlæg. Jeg havde besøg af sundhedsplejersken da Alma var otte måneder. Et helt alminde tjek. Faktisk med en helt ny sundhedsplejerske, da vi jo har skiftet kommune. Det hele var lidt underligt. Dels fordi jeg synes det var mærkeligt at skulle åbne 100 % op for et menneske, som jeg skulle tale med i 20 minutter. Dels også fordi en fagperson på meget kort tid, skulle bedømme om mit barn var i trivsel. Vi talte så lidt frem og tilbage omkring ting der skulle til at ske, nu hvor Alma var blevet så stor. F.eks. det at skulle sove i egen seng. Sundhedsplejersken syntes at Alma nu skulle sove i sin egen seng hele natten, og også puttes deri.

Jeg har nogle gange held med, at kunne putte Alma i hendes seng, mens jeg sidder ved siden af. Men så skal hun virkelig også være træt. Ellers fungerer det for os, at hun falder i søvn hos mig, og jeg så kan lægge hende i hendes egen seng. Når hun så nogengange vågner om natten og har brug for mad eller tryghed, tager jeg hende altid over til mig i min seng, og så samsover vi resten af natten. Der er ikke noget jeg elsker mere, end at vågne op ved siden af det menneske jeg har aller kærest. Lige nu for Alma og jeg handler det om, at finde de løsninger der fungerer, ikke mindst for Alma og hendes søvn. Men også for min. Jeg er så GLAD for, at hun sover så godt. Det betyder at jeg kan få min søvn, og dermed kan være den bedste udgave af mig selv hver dag overfor Alma. Sundhedsplejersken mente også, at det var nu man skulle stoppe med at amme sine børn om natten. Men hey, er det sig der står med en ulykkelig unge kl. 3 i nat? Nej, godt så. Derfor ammer jeg mit barn om natten, hvis det er det hun har behov for. Som sagt, jeg gør det som fungerer for os. Og for at vende tilbage til det med at børn er forskellige, så er det lige præcis hvad jeg mener. Jeg ammer mit barn om natten, men det gør fru. Jensen måske ikke. Der er ikke noget der er mere rigtigt end andet.

Efter jeg er blevet babyejer, er jeg kommet frem til, at det er SÅ farligt at sammenligne sig med andre mødre. Man er perfekt på hver sin måde, og jeg er i den grad den perfekte mor for Alma. Jeg elsker min titel som nogens mor, og jeg hader alle de regler der følger med den. Nå ja, nogle af dem er vel meget gode at have i baghovedet, men alligevel, vi skal huske på at vi er dem der ved bedst om vores børn. Vi er perfekte mødre for vores børn!

Jeg har taget min uddannelse til eftertanke…

En barsel kan mere end bare andet at knytte bånd mellem barn og mor. Midt i åbning af mælkebaren og daglige besøg på puslebordet, har jeg tænkt, tænkt og tænkt. Ikke kun tanker der bevæger sig hen imod hvilke grøntsager min datter skal smage i dag, eller hvilke bleer jeg skal købe. Tankerne har drejet sig om noget mere seriøst, nemlig min uddannelse. Jeg er så glad for at læse inde på lærerseminariet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er den rigtige vej for mig. Jeg elsker at arbejde med børn, og specielt at skulle hjælpe dem med, at forme deres vej i livet på det boglige plan, måske også det personlige?

Hmmm, hvordan har du så taget din uddannelse til eftertanke, når du ikke har overvejet at droppe den? Ja, det er jo det lige. Jeg mener ikke man behøver stoppe eller ændre ved noget, for at tage det til eftertanke. Jeg vil nærmere sige, at jeg at revurderet min lyst til at blive lærer, og revurderet de overvejelser der lå bag den karriere jeg ønskede, dengang jeg søgte ind på studiet. Jeg søgte ind med den tanke, at jeg ville være mere end bare en lærer. Jeg vil nok gerne være nogens rollemodel, gerne med alt hvad det indebærer. Jeg vil være den person, der sørger for at forme og danne eleverne til lige præcis de personligheder de gerne vil udstråle. Jeg vil gerne hjælpe dem med at være sig selv, og tro på sig selv. Det er nok den type lærer, jeg håber på at blive. Midt i alle de illusioner om at blive lærer, kommer min datter nu ind i billedet. Det er derfor jeg har taget min uddannelse til eftertanke. Nu uddanner jeg mig ikke bare som lærer, for at lærer andre børn noget. Nej, nu uddanner jeg mig, for at arbejde det sted der skal danne rammen for min datter i RIGTIG RIGTIG mange år, nemlig folkeskolen og gymnasiet (hvis det altså er det hun ønsker). Se, nu skal jeg jo ud og arbejde for det sted, hvor min datter skal udfolde sig. Hun skal ikke bare blive klogere det sted, tværtimod. Hun skal også formes, og lære sig selv at kende, samt blive klogere på alt det hun ikke ved. Nu har jeg lige pludselig en anden tilgang til det at være lærer. Jeg skal være det for andre børn, som en anden voksen skal være for mit barn – en hjælpende hånd. Hvis det giver mening? Min tanke med at læse til lærer har hele tiden være begrundet med, at jeg gerne vil hjælpe børn igennem, hvad der kan være svært, samt det der også kan være nemt.

Min barsel har derfor været en øjenåbner for mig mht. min uddannelse, og hvorfor jeg gerne vil uddanne mig som lærer. Nu skal jeg ikke bare undervise, men jeg skal også være en del af den institution der skal danne rammerne for min datter meget længe. Derfor skal det være et godt sted. Det skal være et sted hun har lyst til at komme, et sted hvor hende og for den sags skyld alle hendes medelever bliver taget seriøst. Jeg kan godt frygte lidt for, hvordan hendes skolegang forbliver, hvis situationen omkring folkeskolen fortsætter som hidtil. Jeg synes, at den danske folkeskole er faldende ift. elevernes læring og deres trivsel. Det handler kun om hvor godt de respektive folkeskoler kan klare sig resultatmæssige, og dermed på papiret se perfekt ud. Men er en skole perfekt, hvis det kun kan ses på et papir, men ikke på elevernes ve og vel? Jeg vil simpelthen nu, gøre alt for at den folkeskole min datter skal ud i, bliver den bedste af sin slags. Bevares, ikke fordi jeg ikke brændte meget for at skabe en god skole før, det gjorde jeg, og det gør jeg. Nu har folkeskolen bare fået en anden betydning for mig, i og med jeg har et barn der skal ud i den. Og selvom jeg kun er en lille brik i hele det her land af lærer, så vil jeg stadig gøre mit til, at folkeskolen er et rart sted for eleverne at sætte deres ben.

En barsel kan virkelig sætte nogle tanker i gang, og jeg glæder mig helt vildt meget til, at jeg skal i gang igen til august. Jeg kan ikke vente. Ikke nok med, at jeg skal tilbage til det boglige (det savner jeg faktisk), så kommer jeg også tilbage med en helt ny motivation for det at blive lærer. Jeg kan ikke vente. Min barsel har virkelig været guf for mig, set med uddannelsesbrillerne. Hvor det før var lidt tungt, at tænke på jeg skulle aflevere min datter i vuggestue for at tage i skole, er det nu byttet ud med glæde. Det bliver så dejligt at vende tilbage til hverdagen. Det er lidt farligt med barsel, det sætter virkelig gang i en masse tanker, både på godt og ondt. Jeg er da MEGET glad for, at jeg har en plan for hvad jeg skal efterfølgende, ellers ville jeg da slet ikke vide hvor mit nysgerrige liv ville tage mig hen efter min barsel. Thank god for bestemthed!

Jeg er hamrende ræd for min nye hverdag

Jeg er hamrende ræd for min nye hverdag

Okay, okay. Hamrende ræd er måske lige en overdrivelse. Men er det ikke det vi altid gør? Overdriver for at fremme forståelsen. Ikke desto mindre var det, det jeg prøvede på. Jeg tænker det virkede?

Men hvorfor er det egentlig, at vi har behov for at overdrive, for at andre mennesker tilnærmelsesvis skal forstå hvad vi mener? Det er edderbrandsperkeme dumt, tænker jeg. Men, altså, det giver jo i sidste ende mening. Ellers ville vi jo aldrig forstå hinanden. Når vi som mennsker forstår hinanden, og har de samme meninger, eller deler samme holdning, havner vi en ‘bås’ sammen. Jeg er også havnet i en ‘bås’. Jeg er havnet i den bås, med en kæmpe fe’ overskrift: MOR. Nej: VERDENS BEDSTE MØDRE. Det må være et mere passende navn, til en sådan bås.

Faktisk høre jeg ikke kun til i én ‘bås’, men hele to. Jeg har nemlig (hvorfor siger man egentlig jeg, når det omhandler hendes børn?) fået plads til min datter Alma i vuggestue, og det er allerede her fra d. 20 maj. WHAT THE HELL? Jeg føler lige, at jeg har skudt hende ud. Nuvel, det gjorde jeg jo BOGSTAVELIGTALT også. Se, det her var ingen overdrivelse. Men altså, ja, det er virkelig noget af en omvæltning for Alma, men ikke mindst for min hverdag. Alma skal sgu nok klare den. hun skal ned og finde sine bedstevenner, og lege og æde dagen lang. Jeg mener, hvad mere kan man ønske sig?

Ej, jeg synes faktisk, at der hører noget rigtigt fint til det at skulle starte i institution, samtidig med at der sidder en mor derhjemme, der er lige ved at gå til. Jeg synes det er så grænseoverskridende blandet med en portion angstprovokation, at min datter, min LILLE pige skal starte i institution, og dermed være i hænderne på et andet menneske. Jeg kender hende bedst, og åh nej, kan de nu tyde hendes signaler. Hvad nu hvis hun kommer til at sulte? Jeg ved jo godt, at det her kun er skrækscenarier, og at pædagogerne har styr på det. Men alligevel. Jeg har gået hjemme med hende i 10 måneder til den tid, og nu er der andre der skal tage vare på hende. DET ER VIRKELIG ANGSTPROVOKERENDE !!! Og som mor, synes jeg det er endnu værre at tænke på, hvor hurtigt tiden er gået. Lige da hun blev født, og jeg skrev hende på venteliste, syntes jeg det føltes som 100 år før hun skulle starte, og nu er det altså bare NU. Det er en kliche, men hvor blev tiden af!? Min lille pige er ikke særlig lille mere. Alma kravler på livet løs, og hvad så med hendes første skridt – skal jeg ikke opleve det? Det er virkelig nogle ting jeg synes, der er SÅ træls ved, at hun skal forlade mig. Men, men, men. Jeg ved, at min datter vil elske det. Hun bliver så glad når vi er ude blandt andre børn hun kan tumle med, så en hel dag blandt så mange børn, må da kun blive en succes. Det er i hvert fald der jeg er nået til.

Først synes jeg det var det værste, at hun skulle starte i vuggestue. Hvis jeg kunne, gik jeg hjemme med hende til hun var 36. Men jeg har jo også en uddannelse jeg skal tilbage til efter sommerferien. SÅ jeg tror det bliver RIGTIG godt for os begge, at få en mere ‘normal’ hverdag.

Der er også forbundet rigtig mange gode ting med, at Alma nu skal til at gå i vuggestue. Jeg glæder mig til, at hun bliver socialiseret (ikke fordi hun ikke er det i forvejen, tværtimod), men sådan rigtigt. Og så glæder jeg mig til…… MIG-TID! Det har jeg virkelig set frem til. Jeg glæder mig til, at jeg kan få ordnet nogle ting uden at skulle have en unge på armen, og derved kun have én arm. Det bliver SÅ dejligt at få lidt mere frirum. Jeg ser det også som en mulighed for mig i, at få noget mere energi til Alma. Jeg synes godt nok det kan være hårdt, at gå hjemme en hel dag sammen med Alma hvis vi ikke skal noget. Derfor glæder jeg mig også til, at vi kan være lidt hver for sig, så jeg får det dersens overskud. Det betyder meget med overskud, når man er alenemor. Ikke at det ikke gør det når man er et par. Men jeg føler bare, at hvis jeg f.eks. ikke får sovet en nat grundet Alma, så er det en lortedag dagen efter. Dér ville jeg ønske, at jeg kunne læsse hende af hos en, og kunne handle alene. Det glæder jeg mig også til, at kunne handle ALENE, uden en barnevogn på slæb. Alt i alt er jeg rigtig positiv på Almas institutionsstart, og jeg er begyndt at glæde mig. Meget mere end jeg gjorde i starten.