At være alene om, at være nogens mor…

I den tid jeg har haft fornøjelsen af at være nogens mor, er det første folk spørger mig om, når de hører at jeg er alene; “er det ikke utrolig hårdt?”. Jo, fandeme JO. Til tider er det rigtig hårdt, men jeg tror også, at det er hvad man gør det til.

Jeg oplevede her for nogle uger siden, at jeg var igang med at bestille en kaffe. Den berømte kaffe en mor med en trillende barnevogn ofte er forbundet med. Nå ja, det var kaffen vi kom fra. Jeg bestilte mig en lækker latte, da jeg havde været så dygtig at smække mig ud af lejligheden. Så Alma og jeg, vi havde nogle timer vi skulle slå ihjel. Jeg var så heldig at Alma tog sig en laaaaaang skraber, og derved kunne jeg få noget mortid – altså ro til at drikke min kaffe, og faktisk at kunne drikke den mens den stadig er varm. Men den kender alle med børn vidst godt? Vi laver den i håbet om at drikke den tids nok, men så er der altid liiiige et eller andet ungen skal have hjælp til, ik? Nå, det var den kaffe altså. Jeg står og bestiller min kaffe, og ud af øjenkrogen kan jeg lige nøjagtig skue to mødre sidde med deres forhåbentlige varme kaffe, og deres børn sovende i barnevognen. Vi var mange mødre der var heldige med kaffen den dag.
Jeg overhører så, mens jeg venter på min VARME kaffe, at den ene af mødrene sad og irriterede/brokkede/konstaterede, at hun ikke var tilfreds med den givne situation (jeg håber ikke jeg støder nogle ved at skriver om dette). Moren var ikke tilfreds med, at hendes mand og far til hendes barn skulle ud at rejse, og hun nu skulle være alene med deres barn i 14 dage? Jeg tænkte; “hmmm, ja hvordan mon enlige mødre klare den?”. Vel ligesom alle andre mødre? eller hvad, er jeg helt galt på den? Det var rigtig hårdt, at hun ikke kunne gøre gavn af sin mands hjælp med barnet i den tid. Det var SÅ tydeligt, at hun ikke kunne overskue, hvordan hun skulle få hverdagen til at hænge sammen.

Ja, nu er det efterhånden et par gange jeg har hørt lignende, eller i hvert fald magen til samme. Jeg må ærligt indrømme, at jeg føler mig lidt stødt. Jeg ved ikke om ‘stødt’ er ordet, men det vælger jeg sgu at bruge. Jeg synes det er så trættende at høre på, at vi der er enlige mødre skal ligge under for, at det er ih og åh så hårdt at være alene med børn, specielt fra de mennesker der ikke selv er alene. Bevares, det her er måske ikke en følelse alle deler med mig, men efter jeg har fået Alma, er den første reaktion ofte fra folk, at jeg er sej, fordi jeg klarer det hele selv. Sej, siger jeg? Jeg er ikke mere sej end det par, der også har fået et barn SAMMEN. Jeg ville ønske der var en partner indover hjemme hos mig, så jeg føler en hvis misundelse der. Det er sjovt, ik. Så kan vi være misundelige på hinanden. Folk er misundelige på vores ‘sejhed’ som enlige mødre, og vi er misundlige på deres kærlighed. Men sandheden for mig er, at det kan være lige så hårdt for to mennesker at have et barn sammen, som det kan være for en enlig. Misforstå mig ikke, jeg elsker min titel som enlig mor, meeeeen nogle gange, ik. En af fordelene er, at jeg 100% selv kan bestemme over mit barn – jeg har ingen at skulle dele vandene med, selvom det til tider ville være rart. Det redder det men en del, synes jeg.

Nå, det jeg egentlig vil komme frem til er, at lige meget om vi er to eller én person om et barn, behøver det ikke være sværere for den ene end den anden. Hvis det giver mening? Jeg har f.eks. været heldig, eller heldig er måske ikke ordet. Jeg har været heldig at få et barn der har et sovehjerte som sin morfar – og det er for vildt, skulle jeg hilse at sige. Lige fra Alma var to-tre uger har hun næsten sovet igennem hver nat. Dermed har jeg fået min nattesøvn, og den vil jeg vove og påstå er noget af det vigtigste når man er babyejer – nattesøvnen giver bare energi til dagen, og ikke mindst energi til at være der for ens børn. Nattesøvnen er vil lige så vigtig for en enlig, som et par? Alle mennesker har jo brug for søvn, for filan. Men hov, burde jeg ikke have det hårdt fordi jeg skulle klare det hele selv? Det var jo mig der burde være dødtræt, og ikke orke noget. Se, det er som om rollerne er byttet om, vel og mærke hvis det her søvnhalløj var stillet op mod et PARS barn som ikke sov særlig meget. Så skal vi jo have ondt af dem, ikke sandt? Og ikke den enlige.
Sandheden er, at det kan være lige hårdt for alle, det at skulle være nogens forælder. Jeg gjorde meget ud af fra starten, at skabe den bedste kontakt mellem min datter og jeg, og lagde meget vægt på at være hos hende alle døgnets timer. Det betød meget for mig, at jeg kunne være den bedste udgave af mig selv overfor min datter, og være der 100% for hende. Jeg var nok bare sådan, qua min situation som pludselig nybagt mor, at jeg måtte tage tingene som de kom, og følge min intuition. Det er vel også det vigtigste, tænker jeg. Jeg har ikke læst stolpe op og stolpe ned, om hvordan man er den ‘perfekte’ forældre. Det tror jeg personligt kan betyde meget. Jeg har ingen ‘facts’ at gå ud fra. Bevares. Jeg er dog så langt i min termologi, at jeg dog ved at mit barn ikke skal have badetøj på om vinteren – medmindre vi er i et badeland, eller på en lækker strand på Hawai. Jeg har igen, haft et barn der var god til at vise sine signaler, og det hjælper da helt klart på det hele. Men i og med jeg ingen bøger har haft at gå ud fra, har jeg taget det hele lidt som det kom, og gået ud fra min mavefornemmelse. Det at blive forælder for første gang er så grænseoverskridende, for vi har jo af gode grunde ikke prøvet det før. Derfor tror jeg på, fornuften er den vigtigste værdi ift. at få vores børn til at komme helskindet gennem livet, og ikke mindst starte livet på bedste vis. Jeg er fortaler for, at vi nogle gange glemmer de der lærerbøger, og gør hvad der føles rigtigt for os selv som forælder. Vi er ikke ens, og det er vores børn heller ikke – heldigvis for det da.

Jeg synes egentlig bare, at vi skal huske at tro lidt mere på os selv, for ellers er det sgu dømt til at gå galt. Jeg tror også, at vi ikke skal gå og sammenligne os selv med andre mødre, for vi er nødt til at gøre tingene på hver vores måde, fordi vores børn ikke er ens. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes det her er et vigtigt emne, i og med jeg føler det er italesat så meget, det med at være en god mor, og ikke mindst være perfekt. Se, nu italesætter jeg det igen, og bringer det på banen, men det er fordi det er så fandens vigtigt. Vi kan have det lige svært mht. vores børn. For faen, vi har ikke prøvet det før jo. Vi er jo igennem et stor læringsproces, og skal først liiiige finde fodfæste i denne her store jungle, det er at blive forælder i. Jeg elsker mit liv som mor, men ville ønske, at vi pakkede ‘fordomme’ væk, omkring hvor hårdt det er at være sammen om et barn, eller hvor hårdt det er at være enlig. Sagen er jo den, at det kan være lige hårdt. Det er jo ikke statussen på kærlighedslivet der bestemmer, hvor meget vores barn sover eller ej. Jeg mener nok bare, vi skal gå med fornuften, og ikke tage os så forbandet meget af det de andre mødre gør – forfanden, vi gør det alle møg godt!.

Written by

Lærerstuderende på 21 år, der uventet blev mor d. 27. juni 2018. Kæmper i hverdagen for, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til hvordan samfundet bør agere, når man som individ har brug for hjælp. Indlæg omkring, hvordan hverdagen som uventet mor hænger sammen, og hvordan man stadig lever sit liv.

Skriv et svar